Analyse af Nanna Gouls novelle 'Har man sagt A'

I det moderne samfund er en dysfunktionel familie, en normal familie. Normen for en familie kan nu bestå af kun én forældre, eller man kan bo med en halv familie, som biologisk set ikke er ens egen. Over halvdelen af Danske familier har bl.a. Skilte forældre, og mange børn kender til situationen at have ”papsøskende” eller ”papforældre.” I novellen ’Har man sagt A’ af Nanna Goul bliver en tekst om et forskruet kærlighedshierarki og vanrøgt portrætteret med en humoristisk og urealistisk vinkel som normalen for denne samlivsform.

Novellen indledes med et beskrivende billede af miljøet, hvor familien bor, nærmest beskrevet som starten på et eventyr. I et parcelhusområde tæt ved en købmand og en hal. Vi bliver introduceret for Faren og hans to børn; Mikkel og Mille. Derefter moren og hendes to børn; Sarah og Sille. Vi oplever som læser hurtigt familiens hierarki som er meget bestemt af magten fra Moren, for selvom faren elsker sine børn meget højt, bukker han under for den magt moren har på ham.

Her følger vi udviklingen af, hvordan Mille og Mikkel bliver fremstillet mere og mere umenneskelige. I begyndelsen bliver børnene fremstillet som små spinkle skelletter ”– Hør, dine børn er så tynde som skeletter og fylder ingenting […]” Efter børnene bliver flyttet til garagen, bliver de nedprioriteret, hvilket naturligvis leder dem til at blive uoplagte ”De lå bare dér og så misfornøjede ud, sagde konen, ingenting kunne de bidrage med […]” Herefter skal garagen bruges og Mille og Mikkel må flytte i hundehuset, her får man som læser et billede af, børn som er så underudviklede at de ter sig som dyr ”[…]Mikkel og Mille var begyndt at lugte så slemt, at ingen ville have dem med, de savlede og tissede desuden overalt, akkurat som gamle hunde, der ikke kunne holde på noget.” Senere i historien ser vi at Mille og Mikkel igen bliver nedprioriteret, denne gang til fordel for en hund som familien skal have. ”- Hør her, en hund skal bo i et hundehus […]” Dette viser at børnene er blevet udsat for så meget mishandling at de ikke længere betegnes som børn, af resultat til dét, mener Moren at det eneste rigtige at gøre er at skille sig af med dem ved at efterlade dem i Bilka, eftersom de bare er til besvær. På vejen til Bilka bliver de lagt i bagagerummet, og da de når Bilka bliver Mille og Mikkel i teksten henvist til som ”Glubende uhyrer” grundet deres adfærd i supermarkedet.