Hej mit navn er Sara, jeg er født og opvokset i Palæstina, jeg er 14 år. I alle de år jeg kan huske, har der været krig i mit land. For 1 og et halvt år siden, ramte en bombe vores kvarter. Vores lejlighed blev ikke eksploderet, men mange af vores naboers gjorde. Senere på aftenen imens vi sad og spiste, var der nogen der bankede hårdt på vores fordør. Min mor rejste sig op og åbnede døren. 30 sekunder efter hun åbnede døren, havde hun en pistol rettet mod hendes hals. Der var 2 mænd med tørklæde over deres ansigt og hår. De bad os om at efterlade lejligheden i det akkurate moment eller min mor ville dø. Vi måtte ikke komme tilbage hjem sagde mændene til min far. Fra den dag var intet det samme. Lige pludselig var jeg hjemløs og var fanget på Palæstinas voldelige gader. Min mor græd konstant og det ødelagde mit hjerte at se min familie så depressiv. Min far blev ved med lede efter muligheder for at komme ud af landet, uden noget held. Der gik et halvt år som fucking hjemløs. Kan I nogensinde forstille jer at være hjemløs. Nej og det kunne jeg altså heller ikke før det faktisk skete. Tænk ikke have noget hjem, en seng, et værelse, en dyne og bare i det hele taget ikke have noget. Det ikke fordi min familie bare kunne tage et fly til Italien også leve derfra. Vi havde ingen penge og intet pas. Det jo umuligt. Endelig fandt min far en bus som vi skulle køre med til et land der hedder Danmark. Vi skulle gå hen til enden af bussen, løfte et gulvtæppe også gå ned af det hemmelige lem der var. Det tog os ca. 10 timer før bussen var ude af benzin. Ingen havde penge til benzin og vi havde ikke engang mulighed for at få benzin, så der var ikke meget mere valg end at gå. Det er det hårdeste jeg nogensinde har gjort og håber virkelig det var sidste gang. Da jeg kom frem i Danmark, ledte vi efter politi for at søge asyl. Vi var en stor gruppe på ca. 50 mennesker. Da vi endelig fandt politi, blev vi sendt på politistationen. Vi skulle have en samtale om hvorfor vi ville have asyl og give grunde til hvorfor det var livsnødvendigt. 3 dage senere blev min familie og jeg sendt til Sjælsmark. Sjælsmark er normalt ikke et sted for familier, det et sted for kriminelle. Sjælsmark ligger på Nordsjælland. Natten efter skulle min familie og jeg til samtale med udlændingecenteret. De startede først med at snakke med os alle sammen, også efter individuelt. De spurgte om vi havde nogen pletter i straffeattesten osv. Masser af spørgsmål. Vi sad med en tolk så vi kunne forstå hvad der blev sagt. Efter fik vi at vide vi skulle vente op til 4 måneder, mens de finder ud af om vores samtaler har været gode nok til at få opholdstilladelse. Efter 1 måned på Sjælsmark, blev vi sendt til Avnstrup shelter. Det er et asylcenter til familier. Selvom stedet ikke var ligefrem luksus, så var det ubeskriveligt hvor rart det var at have en seng igen. Efter 2 måneder på Avnstrup fik vi svar. Vi fik opholdstilladelse. Min familie var mere glad end jeg nogensinde havde set dem. Åbenbart havde min tipoldefar boet i Danmark i over 20 år, så det gav os mere grund til hvorfor vi kunne få opholdstilladelse. Første dag vi var indeni vores lille lejlighed i København på Amagerbro, var første gang jeg følte mig hjemme i årevis.
Det er gratis at oprette en konto