FORLADT fsa novelle

Hun knælede ved sengen med ansigtet plantet i dynen. Tårevædet. Det havde, det været næsten uafbrudt i flere dage. Hun turde ikke kigge op. Turde ikke se verden i øjnene. Eva håbede, at hendes tårer ville føre hende bort fra denne verden. At de ville genforene hende og hendes mor. Men inderst inde vidste hun, at det ikke ville ske. Ikke nu. Selvom hun inderligt ønskede det. Hvad havde hun tilbage i livet at kæmpe for? Hendes far havde hun aldrig rigtig kendt. Han gik fra dem, da Eva var ganske lille. Det eneste familiemedlem, hun havde tilbage, var hendes mormor. Men lige nu var der ikke meget positivt, der opvejede den store bunke elendighed, som fyldte stort set alt. En gang imellem kom hendes mormor ind og så til hende, altid med det samme fortvivlede ansigtsudtryk. Et par meter fra Eva lå kvinden, som havde bragt hende til verden, som havde set hende tage sine første skridt, som havde lært hende alt i livet. Men nu var hun ikke selv en del af det mere. Hvem skulle nu passe på Eva? Hendes mormor var også ved at komme op i årene, og det var snart hendes tur til at stille de gamle, slidte træsko, hun altid rendte rundt i. Eva havde ikke mange venner. Hun var meget indesluttet og kunne sidde i timevis og betragte en kvidrende fugl på et træ. Imens hun lå der ved siden af sin afdøde mor med sit brune hår hængende som et gitter ned over hendes ansigt, kom hun til at tænke på alle de små ting, de havde oplevet sammen. Da hun lærte at binde snørebånd, første skoledag og en masse andre ting, som hun troede, hun havde glemt. Ved siden af Eva på sengen lå også en noget slidt dukke. Eva famlede efter den og tog den indtil sig. Hun begyndte at fremmane minderne fra dengang, hun havde fået den. Hun var fire år og var den sødeste lille pige med æblekinder, som ingen kunne stå for. Hun havde lige været til lægen for at blive vaccineret, og hendes mor syntes, hun havde klaret det så flot, at hun på hjemturen købte dukken til hende. Da de kom hjem lå en seddel på køkkenbordet med en besked fra hendes far. Han havde fundet en anden og var flyttet hen til hende. Det tog pusten fra Evas mor, og hun knugede Eva ind til sig og begyndte at græde. Eva begyndte også at græde. Hun hadede at se sin mor græde og kunne mærke, der var noget galt. Evas mor prøvede at forklare Eva, at hun ikke kom til at se sin far igen, og Eva forstod det. Natten var forfærdelig. Eva lå helt stille med dukken knuget ind til sig. Hun kunne ikke sove. Gråd kom fra morens værelse, og det var bare endnu et slag mod Evas forsvarsløse sind. Igennem årene havde hun knyttet et stærkt bånd til dukken. Hun kunne fortælle den alt, og den var stort set den eneste, der lyttede til, hvad hun sagde. Hun begyndte i skole, og livet uden en far var hårdt. Moren havde prøvet at finde en ny, men der var aldrig noget, der holdt mere end et par uger. Pengene slog ikke til, så snart var de også flyttet i en lille lejlighed. Men moren blev mere og mere ilde til mode, og snart kunne hun ikke andet end at ligge i sengen hele dagen. I mange år plejede Eva sin mor og sørgede for det meste i huset. Senere kom mormoren til og flyttede ind hos dem. Men på skolen blev Eva mobbet, fordi hun var anderledes end de andre. Hun var god til fagene i skolen, men havde svært ved at indgå i det sociale samvær, selvom hun egentlig gerne ville være en del af det. Hun havde fået rollen som den mærkelige i klassen, og den titel kunne hun ikke slippe af med. Hver dag var den samme. Hun var fanget i en firkant med slanger udenom, som hver gang hun prøvede at slippe ud af den snappede efter hende og satte hende i centrum igen. Hendes dagdrømmeri blev stoppet af mormoren, som kom ind med