At række hånden ud - Dansk

Jeg sad i klassen, jeg sad bare og kiggede på, som jeg altid gjorde. Hun blev mobbet igen. Burde jeg gribe ind? Hjælpe hende? Forsvare hende? Nej, jeg måtte være gået fra forstanden. Det vidste jeg udmærket godt at jeg ikke kunne, det var slet ikke en mulighed, jeg viftede hurtigt tanken væk igen, jeg havde bare fået så dårlig samvittighed her på det sidste, det plejede jeg ellers ikke at få. Jeg gik hen til den store gruppe der havde omringet sig omkring hende i klasseværelset henne ved hendes plads, hvor hun sad ligeså stille og spiste hendes frokost. Jeg begyndte ligeså stille at følge med strømmen, det gik egentlig bare ud på at få hende til at føle at hun aldrig ville blive en del af klassen, aldrig ville blive ligesom os andre. Jeg havde egentlig slet ikke lyst til at mobbe Maria, jeg følte bare at jeg blev nød til det, jeg følte nærmest en tvang. Hvis jeg ikke var med til mobningen, ville de måske vende sig mod mig? Det endte som det altid gjorde, hun løb grædende ud af klassen, og kom først i skole igen dagen efter, hvor hun lød som om intet var hændt. Hun var lidt overvægtig, havde briller og elskede at læse bøger - især den slags kedelige bøger på 5000 sider, hun var det optimale mobbeoffer, hun bedte jo nærmest selv om at blive skubbet lidt til, eller at hendes madpakke blev spyttet lidt på, eller gjorde hun? Er der overhovedet nogle der selv beder om at blive mobbet, uanset hvordan de er, eller ser ud? Jeg har aldrig rigtig brudt mig om at mobbe hende. Men det som om, jeg bare vågnede op en dag og tænkte "Nu er det nok, ingen fortjener det her!" Jeg kunne ikke kende mig selv længere, jeg var blevet til en mobber, jeg blev nød til at stoppe. Dagen efter meldte jeg mig helt ud af mobningen, stille og roligt røg jeg ligesom ud af den gruppe, som jeg var blevet en del af. Maria begyndte at indse at jeg ikke var interesserede i at mobbe hende længere, og vi begyndte faktisk ligeså stille at snakke lidt sammen i frikvarterene, og timerne. Vi startede med at snakke om ligegyldige ting som lektier og skolen, men jeg opdagede hurtigt hvor meget vi egentlig havde tilfælles. Vi begyndte at være sammen efter skole, jeg fik en masse kommentarer i starten, men jeg ignorerede dem, efter selv at være mobber i flere år, vidste jeg at det ikke var særligt sjovt at mobbe en, der ikke reagerede på det, og sandt nok stoppede de dumme kommentare hurtigt, og mobberne holdte også ligeså stille op med at mobbe Maria, for nu var hun ikke alene længere, hun havde mig. Jeg havde fået en ny veninde. Og Maria havde fået hendes aller første. Maria blev min nye bedsteveninde, noget jeg aldrig i min vildeste fantasi havde set komme, jeg blev faktisk helt overrrasket over mig selv, men på den gode måde. Maria var en fantastisk pige, hun havde bare aldrig fået mulighed for at vise det. Den dag i dag, kan jeg slet ikke forstå at jeg gjorde som jeg gjorde, og at jeg handlede som jeg handlede. Min fantastiske Maria, min fantastiske bedsteveninde. Hvordan kunne jeg gøre det? Heldigvis nåede jeg at ændre mig, jeg nåede at lære Maria at kende, og hun nåede at