Døden er en underlig skikkelse, vi frygter den alle, men bliver alligevel også draget af den. Vi er interesserede, nysgerrige på hvad der mon sker når vi ikke er her mere. Bliver vi til ingenting, Bare fordufter ud i den blå luft? Bliver vi bare glemt så snart vi ikke er her fysisk på denne jord?
Det er spørgsmål vi alle har stillet os selv eller kommer til at stille os selv i løbet af vores liv. Og ja liv, for hvad er livet egentlig, og hvorfor var det lige mig og dig der fik det?
Livet startes med et kapløb, en masse sædceller der ihærdigt svømmer om kap, for at nå ægget hurtigst, så de kan bore sig derind og afmærke deres territorie. Livet slutter også med et kapløb for de fleste, de løber, prøver at flygte fra døden, undgå den. For døden er uvis, og hvis der er noget vi mennesker ikke kan lide er det uvished.
Ingen har dokumenteret døden, ingen har skrevet en manual eller rapporteret direkte derfra. Det gør os bange, men med frygt følger også fascination. Vi er som mennesker fascinerede af den her mørke sky der konstant ligger i vores underbevidsthed, `dødsangsten´. Og med angst følger tabu, vi snakker sjældent om den, det er næsten uhøfligt at bringe sådan et mørkt emne på banen. I litteraturen er det dog et emne der går igen i mange værker, også i Inger Christensen`s Sommerfugledalen – et requiem.
Det er gratis at oprette en konto