Inger Christensens sonetkrans ”Sommerfugledalen” har en lethed over sig, der gør at man tænker på sommerfugle selv uden at høre ordenes betydning. Det er som om Inger Christensen har formået at binde komposition og tematik sammen, så det er næsten umuligt at sige hvad der er hvad. Når man læser digtet har man hele tiden fornemmelsen af, at der er sommerfugle omkring en. Valget af tema synes jeg er meget svært, da de alle er meget relevante for digtet. Jeg har dog valgt temaet liv/død, men jeg vil i min fortolkning komme ind på alle temaer, selvfølgelig med størst fokus på liv/død.
Sommerfugledalen er skrevet i den klassiske, rimede sonetform, som består af 14 linjer. Hver sonet, som fylder en side har 2 strofer med 4 verselinjer og 2 strofer med 3 verselinjer. Sonetterne er bundet sammen til en sonetkrans bestående af 15 sonetter, hvor sidste verselinje i en sonet bliver den første verselinje i den næste. Alle disse 14 verselinjer gentages i den sidste 15. sonet, som kaldes mestersonetten, Mestersonetten samler det hele i en slags konklusion og åbner for nye fortolkninger. Denne sonetform, er meget gammel og meget stram, men det giver en helt anden energi, i forhold til andre digtstrukturer, når linjer gentages og sættes ind i en ny sammenhæng.
Det er gratis at oprette en konto