Jeg vågner fra min henrivende nattesøvn, og ser de naturskønne solstråler blinde mit syn. Jeg kigger ud ad vinduet og ser uroen mellem de olivengrønne blade, mens den kolde brise siver ind i mit hår, gennem den lille revne under den gennemsigtig rude. Farverne er kølige, men lysten om at få røde kinder og mærke kulden i min krop, er større end at mærke varmen under min tunge dyne. Men går jeg en tur på stranden efter en anspændt dag, kan jeg mærke at naturen driver mine aggressioner ud over havet. Mærker stilheden, og hvordan naturen lyder, når vi mennesker ikke snakker over den fredelige og harmløse natur. Men selvom naturen kan være noget af det smukkeste og fredelige, kan man ikke lade vær med at spørge sig selv, hvad er det som naturen gør, at mange digtere bruger naturen, som et motiv i deres tusindvis af digte?
Vi er ikke i tvivl, om at naturen kan være noget at det fantastiske og harmoniske, som noget kan være. Vi kan ikke undvære den, vi har brug for den overlever, men alligevel udnytter vi den så meget, at vi bliver nødt til at redde den igen. Vi er så fascineret af naturen, at vi ikke kan lade vær med at fortælle, hvor flot naturen er, eller dele den med andre mennesker på vores sociale medier. Men lige meget hvilket sted eller tid det er deler vi, om det er en flot himmel eller et blåt farverigt hav, så må det være noget som naturen, kan bruge som motiv i poesien.
Det er gratis at oprette en konto