Mr. Ouattara, blev rasende på mig i dag. Du ved ikke hvem Mr. Ouattara er, for det her er første gang jeg har overskuddet til at få mine tanker på papirer. Den tidligere nævnte mester er bonden jeg arbejder hos. Ham der for lidt tid siden kaldte mig for værende en utaknemlig unge, for at tabe et redskab, en helvedesmaskine på min fod. Jeg var så udmattet af solens hede at jeg tabte den skarpe machete på min ene fod. “En dum plantagedreng som dig vil aldrig få en fremtid” sagde han hånende mens hans hånd slog mig daskende mod min skulder. Slagene gjorde aldrig ondt, dem er jeg blevet vant til. Det var tværtimod hans ord der overlod mig mest smerte.
Hvis ikke det var fordi jeg var afhængig af de penge jeg tjener, vil jeg have forladt plantagerne for længst. Jeg arbejder hårdt og gør alt for at jeg måske en dag kan komme ud herfra. Så langt væk fra kakaoplantagerne at det nærmeste jeg kan komme, er smagen af en chokolade. Så langt væk at det næsten ingenting vil kræve mig at få fat på det. Chokoladen må ikke være produceret af børn, vis stemmer er blevet forstummet. Jeg vil arbejde for at intet barn kommer til at opleve det samme som jeg.
Det er gratis at oprette en konto