Når man bliver født er man meget afhængig af sine forældre, faktisk kan man ikke gøre noget uden dem. De lærer os som ganske små, hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert og de lærer én at tale.
Det er de første mennesker man knytter sig til og stoler på, og de første mennesker som viser én verden og beskytter én imod den. Mange børn som mister deres forældre, får for det meste en dårlig barndom, hvilket kan have konsekvenser for dem resten af livet, så man skal være glad at for man har sine forældre, værdsætte dem hver eneste dag.
Men som man bliver ældre begynder forældre at blive irriterende, de vil bestemme over én, det tøj man skal bære, det musik man skal høre og dem man skal være sammen med. I værste tilfælde vil de slet ikke kendes ved deres barn, det kan f.eks. være hvis de finder ud af man er homoseksuel. Men sådan er de fleste forældre jo heldigvis ikke, for de vil støtte deres barn gennem tykt og tyndt.
Som man begynder at blive voksen savner man sine forældre, og de bliver en smule gnavne og spørger hvorfor man aldrig har tid til at besøge dem, det er ikke fordi man ikke vil, men fordi man ikke har tid. Man kommer til at tænke mere på dem, tænke at man fortryder de dårlige stunder med dem, alle skænderierne, fortryder man ikke tilbragte mere tid med dem som ung, fortryder at man ikke satte nok pris på dem.
Det er gratis at oprette en konto