Ingen kan huske det, men man ved det er sandt, at man åbnede øjnene for første gang, og der var de bare. Man vidste med det samme, at det var dem der skulle passe på en resten af livet. De var der altid for mig. Det må de have været, det er bare ikke noget jeg kan huske. Kun små glimt af børnefødselsdage, og ture på stranden. Det eneste bevis på, at de var der, er de tons vis af billeder der er stablet på reoler, i mørkerøde album, med mærkater på. I alle disse album ligger der minder, de minder jeg ville ønske jeg kunne huske, de utallige Mor og Far oplevelser, som bare er gået i glemmebogen. Man lavede jo alt sammen! Og alle de gode oplevelser jeg har været del af, er udelukkende på grund af, at de var der. Jeg vil altid være taknemmelig for de oplevelser, selvom jeg ikke kan huske dem. Tiden gik, og jeg begyndte at forstå deres rolle i mit liv bedre og bedre. De var der når jeg var ked af det, og trøstede mig når jeg mærkede smerte, på både krop og sjæl. De fik mig til at tænke på det gode, og glemme alt det onde. Tænk alle de minder vi har. Langt flere end jeg kan tælle på både hænder og fødder. Da de lærte mig at spille ludo, tænk hvor mange timer vi har brugt på at sidde, og glo på 12 farvede brikker. Eller vi kunne spille et spil vendespil, som jeg en sjælden gang fik lokket far med til, selvom han vidste han ville tabe, hvis det da ikke bare var noget han lod som om han gjorde. Vi kunne også finde på at sætte os ind i stuen, og se en film. For det meste var de engelske, og da jeg var for lille til hverken at forstå sproget, eller læse underteksterne, var det fars job, selvom jeg tit blev nødt til at ruske lidt i ham, når han glemte at læse højt, og faldt i søvn i stedet. Massere gode, og ikke mindst trygge minder, som jeg for altid vil kæmpe for at holde fast i. Som årene gik, blev de bare en del af hverdagen. Interessen for dem forsvandt, ligesom glæden ved et spil ludo. Jeg gjorde hvad jeg skulle, passede min skole, ryddede op på mit værelse, for det meste, og levede alt i alt mit eget liv. De var bare en slags påhæng. Dem der stak hovedet ind på værelset for at høre hvor langt jeg var med lektierne, men med hård stemme blev bedt om at banke på først. Nu er de bare de irriterende voksne, der vil bestemme alt over en, og savner de gamle dage, hvor man var lille, og alt ens opmærksomhed var rettet imod dem. Hvor man ikke sagde imod, og var let at bestemme over. Men vi er ved at vokse dem over hovedet, vi vil ud og opleve verden - uden dem! Hvorfor kan de ikke bare lade os klare os selv tænker man? Men i virkeligheden er de jo slet ikke så unødvendige som man tror. Vi har brug for dem i vanskelige situationer. De vil altid være der for en, lige meget hvor umulig en teenager man bliver. Det er ligesom lagt i kortene, at man for mindre, og mindre tid til sin familie. Der er selvfølgelig vennerne, sporten og skolen skal også passes.Tiden til forældrene bliver mindre, og mindre jo ældre man bliver. Når jeg en dag skal flytte hjemmefra skal jeg handle ind, studere, og arbejde for at få det hele til at køre rundt. Der vil være endnu mindre tid, end der er nu. De bliver nogle man selv vælger at være sammen med, nogle man selv invitere hjem i sit hus, hvor familie frokoster, og at spise sammen rundt om spisebordet. Man kan vel sige, at rollerne nu har vendt sig, og at det er dem der er blevet afhængige af os.
Det er gratis at oprette en konto