Jeg kan ikke huske det, men jeg ved at det første jeg gjorde var at kigge på dem, kigge på mine forældre. Jeg er deres. Det er dem der har skabt mig, jeg havde jo ikke noget med det at gøre, jeg kunne ikke bestemme om jeg skulle fødes eller ej, det er mine forældres valg.
I min barndom har de været der for mig, mine forælde. Det må de have været det er bare ikke noget jeg husker. Jeg husker små glimt fra min barndom men ellers kan jeg intet huske. En af grundene til jeg kan huske lidt fra mine barndomsår er de tusindvis af fotografier vi har liggende der hjemme i skuffen. Jeg var deres et og alt, intet var stærkere end deres kærlighed til mig eller min kærlighed til dem. Det er også klart når jeg var lille var jeg sammen med dem hele tiden, da man var spæd var mor og far alt man havde, familien var alt man havde. Det er forældre der har lært mig det meste i livet. Det er i hvert fald dem der har lært mig de normale normer. Som at spise pænt, hjælpe andre, tænke på andre mennesker. Vi var deres ansvar, de var ansvarlige for os. Det var dem der fik os til at overleve, uden dem var vi her ikke, og vi var slet ikke blevet de personer som vi er i dag. De støttede mig i alt, ikke hvis det var forkert eller forbudt det jeg skulle, men ellers støttede de mig i alt, de støttede alt det de kunne. Det er forældrene der dels har valgt hvilke menneske vi skal blive. Lige meget hvad, vil man altid se op til sine forælde, selv om man ikke lægger mærke til det.
Det er gratis at oprette en konto