Analyse af Herman Bangs 'Den sidste balkjole'

“Litteratur skal sætte problemer under debat”, sådan lød det fra Georg Brandes - den mest indflydelsesrige litteraturkritiker og essensen på Det Moderne Gennembrud. Det var til en forelæsning kaldet “Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur”, på København Universitet, 3 november 1871, at disse famøse ord lød. Det gav kursskifte i synet på litteraturen, og man befandt sig nu i en tid, hvor at verden skulle portrætteres i sit sandeste jeg. Det udsprang alt sammen i kritikken af romantikken, og idealismen med den beskrivende overhånd. Beskrivelserne af samfundet, var ifølge Brandes ikke autentiske til det samfund han befandt sig i. Han ville modernisere de gammeldags skildringer, og tilstræbte sig, at forfattere skulle skrive om samfundsproblemer. Det var emner, som religion, fattigdom og ulighed mellem kønnene. En mand der belyste kvindens stilling i samfundet og snakkede om stille eksistenser, var Herman Bang. En af Bangs’ tekster hedder “Den sidste balkjole”, og berører håb og uforløst længsel, hvor to søstre lider en tragisk skæbne.

“Den sidste balkjole” er skrevet i 1887 under Det Moderne Gennembrud. Den omhandler en familie bestående af en moder og de to søstre Emma og Antonie. Familien bor i et lille hus, som befinder sig i et landsbymiljø. Det er i et sogn med en tilhørende mølle, ”Ude paa Markerne havde de travlt – fuldt op af gjøre: Sognefogden og Mølleren kjørte allerede Hø ind” (l, 27-28. s, 47). De sidder meget ude i haven, hvor de arbejder også en del, samt de betragter byens folk ude på vejen. Alle i det lille borgerlige samfund er klare over, hvad andre foretager sig, og at et arrangement som doktorens bal hurtigt rygtes fra husstand til husstand. Det virker også til at være et samfund med meget opretholdte normer. De går i skole i præstegården, og begge bliver konfirmeret. Enkefruens piger er gennem tilværelsen med øvrige landsby folk, blevet impliceret med, at lykken vil tilsmile dem, i faconen af en mand. Deres status var ikke højt i samfundslagene, og grundet deres køn, var de næppe medregnet som ligeværdige og selvstændige. Emma er ansvarsfuld, og påtager sig en moderrolle overfor Antonie. Hun gør en stor indsats for Antonies succes og hjælper hende i søgen af en mand. Emmas drømme om ægteskab bliver punkteret, da præstesønnen Otto forlover sig med en anden. Efter Emmas emotionelle nedbrydning “Længe hulkede Emma krampagtigt…” (l. 20, s. 49), går hun efter at blive lærerinde eller husbestyrerinde. Det var oftest det kvinder gjorde, hvis de ikke var i stand til at finde en mand. Dernæst hviler alt håb på lillesøsteren Antonie som er den yngste af søskendeparret og bliver omtalt som “den lille”. Ansvaret for familiens økonomiske videregående, bliver placeret på Antonies skulder, siden at hun er den blomst der kan sprudle, i øjeblikket at en mand finder kærligheden i hende. Antonie balkjole bliver derfor sat i drift og hun besidder muligheder og har håbet i hjertet. Det var balkjolen hun endvidere kunne blive gift i, men hun venter på en invitation til et bal. Antonies venten på invitation, bliver indviet, da doktorkonen besøger familien i huset, “Antonie fik helt hjertebanken, da hun saa’ hende komme opad vejen” (l, 19-29. s, 50). Det viser sig at hun kun er inviteret som tilskuere, siden at hun er blevet for gammel til at danse. Forestillingen om et bal er knust og brylluppet med ægtemanden, var nu kun en illusion. Familiens sidste håb, er brugt op, og nu var begge søstre uden frugtbarhed. Antonie har nydt og morede sig i hendes ungdom, og glemt hvor hurtigt tiden går. Med frygten i sindet, indser hun at hendes ungdom er forgængelig, og nu et overstået kapitel, “Og med Hovedet ned i det hvide Tæppe græd hun saa bitterligt, saa bitterligt – over den Ungdom, der var forbi” (l, 13-14. s, 51). Hun har ikke kunne opfylde kravene som familien og samfundet, har beværtet dem. Søstrene var hjertelig ulykkelige og længsel efter ægteskabet, stod nu som et massivt tomrum. Netop de er per definition den stille eksistens.