Flyvende

Jeg spreder vingerne og tager det sidste skridt. Først så falder jeg, men til sidst flyver jeg. Flyver over København i det grå og triste vejr. Flyver over folk der ikke har tid til at stoppe og stirre. Flyver over folk der har får travlt, og er ligeglade med folk som jeg. Folk jeg ser hver dag men ikke folk jeg kender. De har alle så travlt, de farer rundt fordi de skal nå til hver deres ejet. De er alle onde. De ville ikke stoppe og sige hej, ingen tid til at stoppe og snakke. Onde, som dørmanden i går. Den slags folk som får det så godt af at bestemme små ting. Det lille stykke magt de får, der får dem til at føle sig på toppen.

Jeg ville savne min familie, og mine venner, og de ville savne mig. Men jeg må bort, langt bort fra kolde kedelige Danmark. Langt bort fra denne verden. Langt bort fra de onde. Dørmanden i går er ikke grunden til jeg må bort, men det er folk som ham der gør livet så skidehårdt. Flyver over Nørreport nu. Kan se folk der alle skal med toget. Nogle folk skal hjem andre skal videre. Nogle er sammen med venner imens de gør klar til nattelivet. Restauranter og butikker der er ved at lukke i alle hjørner. Minder om alle mine venner suser igennem mit hoved. Minder om min familie og hvordan de alle ser ud.