Kunstigt liv i år 2125

Det er en helt normal morgen i New York år 2125. Jeg skal i skole om 20 min. Jeg tænker nok at jeg kommer for sent, hvis det var jeg bare skulle gå derhen. Der kom en råben nede fra trappen. Af det var mor som sagde, at jeg kunne flyve med bilen, hvis det var jeg troede jeg ikke nåede det i tide. Jeg fik tøj på og løb ned til hoveddøren, hvor vores robotbutler henry gav mig min frakke og hat og sagde ``pas godt på dig selv ikke´´. Da jeg nåede hen til skolen, kom vores skolepatrulje marcherende. Vi griner altid lidt af dem, for de er så gamle og forældede. Man kan ligefrem hører den høje knirken, når de bevæger sig med de tåbelige robotagtige forsøg på at ligne mennesker. Jeg mener alt hvad de kan, er jo at se på dig og sige, `` bip bip du er ikke i dit klasseværelse til tiden. Bip bip det bliver noteret ned ´´. Vores lærere derimod er ret så fornemme. Dem har regeringen også lagt en masse penge i. De har alle de nye detaljer. De taler helt ligesom et normalt menneske ville. Men så er der så også nogle gange, hvor man skal forklare dem at man ikke har lavet sine lektier, på grund af at man har været syg. Det kan de ikke helt komme over. Jeg kan dog godt lide at komme hjem igen, så kan man bare smide sin jakke på gulvet, og så kommer henry nok og samler den op for mig. En af mine favorit robotter er nok de helt nye, som de er begyndt at bruge i politiet. De kan alt som et normalt menneske skulle kunne. Tænke, dømme om de gør det rigtige i de rigtige situationer. Deres bedste funktion er nok, deres formidable måde at kommunikere med mennesker. De kan forstå hvad vi siger til dem, og så give et svar. Næste morgen var alt ikke helt som det plejede, de fleste af de kommandoer jeg gav henry, udførte han ikke korrekt. For et eksempel jeg spurgte, ``vil du ikke lige række mig min frakke´´. Han gik bare hen til min frakke, tog den op og lagde den på jorden, og sagde ``det kan du selv gøre ´´. Jeg tænkte det var da lidt underligt, men nu skulle jo også dyrke lidt motion hver dag. Så dette her var vel bare hans måde at sige det på. Men da jeg kom ud fra huset, så jeg at alle robotterne var gået amok. Der kom en tjenerrobot løbende hen imod mig, og råbte `` død over menneskene!´´. Jeg skyndte mig ind i huset igen og lukkede døren, men lige som jeg troede jeg var i sikkerhed, kom butleren rasende og lettere forvirret løbende hen imod mig. Jeg løb alt hvad jeg kunne for at komme ind i dagligstuen. Jeg vidste at, det var der afbryder knappen til henry var. Ligesom jeg skulle til at trykke på knappen, tager han fat i mit ben og væltede mig omkuld. Jeg tænkte ``nu dør jeg, nu er det bare sket ´´. Henry hævede sin metalliske hånd på en faretruende måde. Han gjorde nærmest tegn til at slå til, da det pludselig gav et stort ryk i hele hans krop. Jeg så op så at det var mor, som havde reddet mig. Hun havde trykket på Henrys afbryderknap. Jeg fik skubbet robotten af mig, rejste mig og spurgte `` hvad i al verden foregår der, jeg kan ikke engang komme ud af hoveddøren, uden at der en robot som prøver at slå mig ihjel´´. Jeg så fortvivlet op på mor, som bare stod og stirrede ud af vinduet. Man kunne virkelig se frygten i hendes øjne. Jeg prøvede at kigge i hendes retning, men ligesom jeg prøvede, hev hun mig til side, nærmest kastede mig ind i et meget trangt kosteskab og lukkede døren. Der blev helt stille i nogle få sekunder, før jeg kunne høre en metallisk stemme fra den anden side af døren. Jeg kunne høre nogle få dele af samtalen, men jeg var helt sikker på at han sagde ``de er anholdt for forbrydelser mod alle former for robotter. De anklaget for at have holdt os som slaver´´. Det lød som om min mor gik frivilligt med, jeg kiggede ud af døren, og der så jeg min mors bange, ansigt som mimede bliv her. Jeg har ikke flyttet mig fra kosteskabet i lang tid nu. Jeg tør ikke komme ud, for jeg er bange for at der står en robot derude. Jeg tænker hele tiden frem ad, og på hvordan det kunne gå til, at de bare gjorde sådan oprør mod os. Om det overhovedet var smart i begyndelsen at lave robotter. ``Hvorfor kunne vi ikke bare have fri for dem, nu giver de jo kun besvær´´.