Ensomheden er min ven og også den eneste, jeg rigtigt har tilbage. Hun er altid med
mig overalt. Hun føltes som den her lille engel, der altid sidder på din skulder. Men
selvom jeg normalt er ret ligeglad med hende, er hun i dag mega irriterende, og jeg
vil bare gerne have hun lader mig være. Jeg har gentagne gange forsøgt at jage
hende væk. Men hun bliver bare ved og nyder, at jeg bliver provokeret, hun stikker
og prikker bare lidt ekstra til mig. Jeg har også prøvet at tale hende til rette, men der
griner hun bare af mine klodsede forsøg på at være venlig. Hvert forsøg ender som
regel altid med, jeg bliver rasende, ildrød i hovedet og jeg ender ofte med at hive en
bog ned fra hylden og kaste efter hende. Sidste gang jeg gjorde det, var det bogen
“Ikke alle finder kærlighed” og man skulle næsten tro, det var et tegn. Men hun er
hurtig, og når altid at flytte sig. Ensomheden tittede frem fra den stol, hun havde
gemt sig bagved. Jeg gik bandene hen mod bogen for at lægge de ødelagte sider
ind i bogen igen. Jeg kiggede ondt på ensomheden, som der bare havde kastet sig
Det er gratis at oprette en konto