Hvor flinkt de flittige hænder flyver frem mellem alle de skyer af plisséer og volanter. Og mens Antonie syr, bøjer moder og søster Emma sig frem og ser til. De snakker alle, med ansigterne ind mod lampen.
- Ja - så skulle der da endelig danses en gang igen - på et rigtigt bal. Gud skulle vide - det var såmænd også længe nok siden. Egnen var jo som uddød, siden pastor Wibergs tog derfra ... Bare det ene julegilde på møllen med de evige pantelege, altid det samme - med brønd og tiggergang ... og så fødselsdagen i præstegården, hvor man havde håndarbejde med og hørte til, mens guvernanten og fru Hansen spillede sonater - firhændigt ...- Og ellers ikke det mindste - ikke så meget som et skovbal en gang ... Nej - de sidste par år havde været drøje for unge piger.»De sidste par år« var egentlig otte-Men når dagene går som for enkefruen og hendes døtre - mærker man slet ikke, hvor hurtigt de løber, og hvor hastigt de bliver til år.
... Når foråret kom, plantede Emma og Antonie stuepotternes planter ud i havebedene, og de to kirsebærtræer på plænen stod i blomst, og dagens store spørgsmål var, om man vel kunne vente mange moreller i år. Så fik roserne knopper, og de sprang ud, og søstrene sad de lange eftermiddage i vinløvslysthuset ved gærdet.Ude på markerne havde de travlt - fuldt op at gøre: sognefogeden og mølleren kørte allerede hø ind:- At det allerede var så vidt på sommeren - - Ja, ja - tiden går ...Sommeren gik helt. De sidste asters slog stormen ned på plænen. Emma og Antonie plukkede rønnebær til kakkelovnens pynt i den lange vinter.Efteråret var jo ikke så rart. Med dets evige regn og tågen, så tyk, at man ikke en gang kunne se så langt som op til møllen. Men vejen kunne man dog altid se fra vinduet, hvor Emma og Antonie skiftedes til at sidde på forhøjningen.De kendte hvert køretøj i egnen: forpagterens sorte og sognefogedens to brune og doktorens enspænder med Lise.Og mens de alle kørte forbi på vejen, sagde de hver dag næsten de samme sætninger om de samme mennesker.Det bliver nær jul - julen med alle sine små hemmeligheder og glæder - og det ny år kommer: den hvide sne ligger strålende over markerne, dagene bliver længere og længere ... Og så er det igen forår ...Ja - skulle man vel tro det? At det virkelig snart kan blive tredive år siden enkefruen med sine to småpiger flyttede ind i det lille hus - seks og tyve år er det akkurat.Emma var otte år den gang, og lille Antonie var knap fire.De havde gået i skole i præstegården hos Wibergs guvernante. Så blev Emma konfirmeret og så en smuk dag kom raden også til Antonie - til »den lille«, og de var begge »voksne« - - Det var lystige dage - den gang.Når studenterne kom hjem til jul og sommerferien, var det som én tummel af baller og skovture ogspillen komedie og lystighed.Og det kan jo nok være, at nøddegangen i præstegårdsbaghaven kunne have et og andet at fortælle; om et kys, så hastigt røvet, og et par ord, hviskede med bevægede stemmer, og om to hænder, som tøvende havde søgt hinanden.Så kom de en vinterdag ned i præstegården til fru Wiberg, som var rent ude af sig selv af glæde og bød på vin og kager - for dét måtte der da drikkes på ...Endelig kom præstefruen da til orde:- Den lykke - den nyhed, at tænke sig: Vores Otto har forlovet sig ... Og et parti ... men, lille frøken Emma dog, en kage - ja, ja ... et parti ... tresindstyvetusinde siger Wiberg, har konsulen om året.
Det er gratis at oprette en konto