Nu sidder jeg så her igen, med et barberblad boret langt ind i armen, og kigger på arene fra de andre gange. Nu skal den smerte jeg føler indeni bare føles udenpå. Alting er blevet for meget. Det hele startede dengang min farmor blev syg. Da hun døde blev alting endnu værre for hun var den eneste jeg snakkede med. Hun fortalte altid om dengang hun var barn og jeg elskede den historie hver eneste gang jeg hørte den, hun fortalte den altid sådan:
Dengang jeg var barn i 1950erne gik jeg på Østervangsskolen. Jeg boede lidt uden for byen i en lille lejlighed med min mor, far og lillesøster.
Hende fra min klasse jeg husker bedst er Eva. Hun havde kort brunt hår og store brune øjne. Hun styrede hele klassen også selv om hun ikke altid havde lyst til det. Alle drengene ville danse med hende og alle piger ville være sammen med hende. Og så var der Jon, Chris og Lasse. Det var deres skyld at jeg blev holdt udenfor. De hadede mig fordi jeg engang sagde dem imod. Da vi engang var på lejerskole lavede de og så Chris ”en lov” om at man skulle give 2 øre hvis man sagde noget til mig.
Det er gratis at oprette en konto