Musik: glæde, følelser og dens universelle sprog

Musik og glæden ved musik er mange ting. Bl.a. er det, når man får en ultimativ musisk oplevelse: når der dannes en oase af vellyd, når musikken fylder en med en bestemt følelse af velvære eller bare taler til en med dens musikalitet. Her mener jeg både rytmisk og klassisk musik. I virkeligheden er der vel ikke så megen forskel på de to, som de fleste går og tror? De er i virkeligheden bygget op omkring det samme skelet af melodi og harmoni. I klassisk musik er musikken dog ofte mere følelsesladet end i rytmisk, da der ofte ikke er tekst til klassisk musik, dog undtaget operaer, hvor teksten findes, men oftest er det for at understrege musikken og omvendt. I rockmusikken er det oftest en tekst med et fedt groove, der ikke nødvendigvis passer til teksten. Man kan jo selv vælge hvad man synes er bedst. Der er mange genrer som jazz, folk, soul, R&B mm. Personligt synes jeg om stort set al slags musik, undtagen heavy metal, som efter min mening bare er larm med tilhørende skrig. Klassisk musik er godt til afslapning og til at blive i godt humør af. Den meste musik bliver man i det hele taget i godt humør af. Jeg mener, man kan da ikke andet, når violinerne sætter i med temaet til Mozarts ”Eine kleine nachtmusik” for at blive akkompagneret af de dybe strygeres aggressive akkompagnement, eller når man hører en fløjte spille en liflig melodi i f.eks. 1.satsen Allegro af C.P.E. Bachs fløjtekoncert i A-dur.