Når jeg ser på billedet af et brudepar der går gennem ruinerne af en by, får jeg en masse tanker frem i mit hoved. Mest surrealistiske tanker. Det virker bare så uvirkeligt med et brudepar, der går gennem ruiner. Men så alligevel ikke. Billedet fortæller mig en historie…
Gud, alt er ødelagt. Alt falder sammen omkring mig. Krig, sorg, smerte. Flere og flere dør omkring mig. Hver dag ser jeg børnesoldater, som er blevet hjernevaskede, og som opfatter dette som en krigsleg. Men det er det ikke. Dette er seriøst. Jeg har allerede mistet min søster, min svoger og min far. Min søster og svogers ejendom blev bombet midt om natten, far var ude og lede efter Basra. Bang. Så var det sket med dem. Jeg kan ikke se en verden for mig. Alt udenom mig er ruineret, alle materielle ting er blevet destrueret. Alle materielle værdier er forsvundet. Men dog alligevel, min Gud, så er der en ting der holder fast i mig. Den største egenskab vi mennesker har tilbage, når vi har mistet alt det materielle. Kærligheden. Selvom det er svært og holde ud og leve sådan her. Så må vi holde ud. De fleste folk er flygtet fra byen, men mor er syg. Sarim og jeg kan ikke forlade hende alene her. Hun er noget af det eneste jeg har tilbage. Præcis i dag om en uge skulle Sarim og jeg have holdt vores bryllup. Far skulle have fulgt mig op ad kirkegulvet, min familie skulle have siddet til venstre for mig, beundret mig. Lykkeønsket mig. Og Sarim. Jeg kan ikke se en fremtid i mit fædreland. Det er svært at tro på det, når man kun ser død og smerte omkring sig hver eneste dag. Men så kigger jeg på den hvide kjole, som stadig hænger på den slidte dør. Stadig lige så smuk, lige så hvid, broderet med perler og pailletter. Jeg har Sarim til at holde mig oppe. Kærligheden overvinder alt.
Det er gratis at oprette en konto