Der kommer også en tid efter talen tilbage i 2019, hvor Jonas Eika holder en takketale i forbindelse med overrækkelse af Nordisk Råds Litteraturpris. Hans tale kommer lige efter at Greta Thunberg netop har afvist at modtage sin pris ved samme begivenhed. Jonas takker for modtagelsen af sin pris og dens anerkendelse der medfølger.
Hans taletid benytter han dog ikke kun som takketid, men derimod også som en mulighed til at ytre sin holdning til udlændingepolitik og dette med en direkte henvendelse til den danske statsminister Mette Frederiksen, som også sidder på tilhørerpladserne og ikke ønsker at kommentere eller reagere på talen efterfølgende. Jonas indleder et verbalt angreb på Børnenes Statsminister, om nedbrydelse af børn og familier på udrejsecentrene, og en kritik af ghettoplanen, som menes at ville forskelsbehandle efter herkomst og klasse og ikke leve op til socialdemokratiets “I Danmark er vi alle lige”.
Men var det klogt at ytre sig og benytte politiske problemer i en tale som denne? Talen vækker opsigt hos nogle og der opstår en debat, om hvad der er rigtigt og forkert. At blande kunst og politik og nogle vil mene, at dette er en tale der går over i historien, men er det et direkte ungdomsoprør mod de uskrevne regler for modtagelsen af litteraturprisen eller er det bare en klog og bevidst måde at tale for de svageste og vække folket og politikerne til at genoverveje?
Det er gratis at oprette en konto