Jeg var fire år gammel da mine forældre besluttede sig for at jeg skulle starte i skole. Vi havde i lang tid kigget på børnehaver rundt omkring, men der var ingen institutionerne der havde plads så derfor begyndte jeg i en friskole et år for tidligt.
Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, men det står i min erindring, idet mine ældre søskende gik på samme skole, at det var meget stort og jeg kunne ikke forestille mig hvordan skulle kunne finde tryghed sådan et sted. Selvom at skolen ikke rummede mere end ca. 80 elever, var det noget helt andet i forhold til bare at gå rundt der hjemme for sig selv. Nogen af mine forventninger til stedet var, at man skulle være meget flittig og at læreren var en sur gammel ”tante”, der kun snakkede til en, for at man skulle lære noget fagligt. Jeg var lidt bange for at starte, men det var ikke som mine bange anelser havde varslet, erfarede jeg efter min skolestart. Skolen i de små klasser var ikke så hård som jeg havde frygtet, men var derimod med til at modne en socialt. Det er en af de områder som friskolen lægger rigtig meget vægt på og det er også det der er så positivt og glædende ved sådan en skole. Det var med til at motivere ens arbejdsmoral, når man en af de sjældne gange skulle arbejde fagligt, at der var sat så trygge og frie rammer foran en. Det meste af tiden gik ud på at lege, få fortalt historier af en stille og rolig klasselærer, der ikke forventede andet af os end at vi skulle lytte til hende og være glade. Det var nogle gode, afslappende og meget dannende år.
Det er gratis at oprette en konto