"Er du der?" Tonen i Anders' stemme afslørede en nervøsitet, som ikke passede til hans normalt sikre væsen. Mia kiggede ud af bilvinduet og nikkede. "Ja, jeg er her." Vejen foran hende snoede sig blødt gennem landskabet indrammet, af markernes mørke skikkelser og den lavthængende aftenhimmel. En ladet stilhed ramte hende. Fem år var gået siden deres sidste møde, siden hun sidst havde taget denne rute. Hun havde ikke troet, hun ville finde sig selv her igen, men Anders’ opkald havde vækket noget i hende. En længsel, et uafklaret spørgsmål, der havde ligget og ulmet under overfladen.
Bilen begyndte at rulle, og som hun kørte mod det punkt, hvor de skulle mødes, følte hun hjertet slå hårdere for hvert minut. Mørket omsluttede hende, men solnedgangens sidste stråler kastede en gylden glød over den gamle landevej. Forude dukkede laden op i horisonten, den samme lade de havde siddet ved den sidste gang, hun havde set ham. Hun huskede, hvordan de dengang havde siddet tæt, med latter og hviskende stemmer, som om verden kun bestod af de to. Men så kom ordene, dem, hun aldrig havde forstået. “Jeg må væk herfra, Mia. Jeg elsker dig, men jeg kan ikke blive.”
Hun havde troet, hun var kommet videre, lagt ham bag sig. Alligevel, her var hun. Som hun nåede frem, så hun en skikkelse i mørket. Anders stod der, lænet op ad sin bil, præcis som han havde gjort dengang. Han så ældre ud, mere markeret i ansigtet, men hans øjne havde stadig den samme varme, der engang havde fået hende til at føle sig tryg og set. Deres blikke mødtes og, tiden syntes at stå stille. "Tak, fordi du kom," sagde han stille. Hun vidste, at der var noget vigtigt, han ville sige, noget, der kunne ændre alt.
Det er gratis at oprette en konto