Der er en historie, som jeg altid tænker tilbage på, nu når jeg sidder her i den silende regn, med pejsen fyret op. Vinteren er kommet, og så er godt at have en sommerhistorie at varme sig på.
Jeg sad på den bænk, som jeg altid sad på. Alle sommermorgener sad jeg der, men denne morgen skete der noget nyt. Jeg sad og funderede over fuglenes kvidren, bølgens brusen, vindens brise og sågar græshoppernes larm. Jeg var vant til alle de lyde og følelser der kom op i mig, når jeg sad der, men alligevel nød jeg hvert sekund hver eneste morgen. Jeg måtte kun være væk fra hjem-met, som jeg kalder det, i 2 timer, så skulle tilbage og have piller mod min fod. Vi bor 3 af min slags der, dem som ikke kan fungere helt normalt i samfundet.
Nå, men da jeg sad der den sommermorgen, hørte jeg pludselig en ny lyd, jeg tænkte og tænkte, men kunne ikke finde frem til hvad det var, og det kom som et stort chok, da en flot mand satte sig ved siden af mig. Der havde aldrig sat nogle der, mens jeg sad der. Manden spurgte ind til mig, og jeg svarede, men jeg var lidt nervøs, for de fleste ville løbe bort, hvis de så min fod, jeg undrede mig, havde han mon ikke set den endnu. Vi snakkede i et par minutter, men allerede efter de minutter følte jeg mig tryg i hans selskab. Han havde aldrig set mig før, og det er fordi, at jeg ikke tør komme til det årlige ballet i byens koncertsal. Jeg tør ikke vise mig frem i byen mere, for alle kigger så mærkeligt på mig, når jeg går der og halter, men det gjorde denne mand ikke. Jeg blev roligere og roligere, for hver sekund vi snakkede, og jeg tog endda med ham op til et udsigtspunkt, hvor man kunne se hele byen. Jeg havde aldrig hørt om det sted før, og da jeg så den stejle bakke op til punktet, vidste jeg ikke helt om jeg skulle gå med eller sige fra. Jeg tog dog en dyb indånding og begav mig så ud på ”klatringen”.
Det er gratis at oprette en konto