Ansvar

Jeg har i løbet af mit liv ofte følt, at jeg blev nødt til at gøre noget ved bestemte situationer for bedre at kunne holde mig selv ud. Kald det moral ansvar, eller samvittighed. Det er altid svært at tage stilling til i hvor høj grad, at man skal reagere hvis der forekommer uretfærdighed, eller andre problemer. I denne stil kommer jeg med nogle eksempler på hvordan jeg, igennem mit liv, har reageret når jeg blev stillet til regnskab med min samvittighed. Jeg føler, at jeg har ansvar for mine to bedste venner, der er overvægtige, men det er et meget svært emne at snakke med dem om. Dog har jeg indirekte bragt emnet på bane, en gang imellem, ved at snakke om min egen slankekur, altså om mine kostvaner osv. men uden at de har vist interesse. Jeg har igennem længere tid tænkt over, hvordan jeg kan komme til at snakke med dem om problemet, på en ikke-bebrejdende måde, da jeg godt er klar over at jeg er på dybt vand, hvis jeg tager fat i det emne. De har begge det samme problem - De fortrænger de negative ting der forekommer i deres liv. De tager ikke fat i problemerne, mens de er nogenlunde overskuelige, og gør noget ved det. Og at bringe emnet på bane ville være det samme som, at angribe deres livsstil og person. Men hvad skal en ven gøre? Det har jeg endnu ikke fundet ud af. Jeg havde i 7'ende klasse, en lærer der blev mobbet af eleverne, fordi de hurtigt fandt ud af, at hun ikke havde den samme selvtillid som læreren før hende. Selvom jeg på daværende tidspunkt ikke havde nogen intention om at følge med i undervisningen, følte jeg alligevel at det burde være en eller andens ansvar, at hun ikke blev mobbet. Jeg fandt ud af, at der ikke rigtig var nogen der var interesseret i hvordan hun havde det, så jeg måtte tage sagen i egen hånd. Det resulterede i at jeg fik tildelt lidt ekstra mobning, fordi jeg nu også havde fået titlen som lærens kæledægge, men jeg har ikke fortrudt at jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg er stolt over at jeg kunne tage den svages parti, selvom jeg ville få mere ud af følge med de stærke. Jeg har også været i mange situationer, hvor jeg burde have handlet, men ikke har gjort det. Vi er jo trods alt kun mennesker, ingen er fejlfri. Da en af mine venner havde brækket et ben, havde jeg næsten ingenting med ham at gøre, i den tid han var på hospitalet. Jeg vidste at han gerne ville se mig, men valgte ikke at besøge mere end én gang, på hans over 2 måneder lange ophold, fordi jeg ikke følte, at jeg havde overskud til at tænke over hans problemer, eller havde noget at snakke med ham om. I sådan en situation behøver man ikke at have noget at snakke om, det vigtigste for ham var bare at have lidt kontakt, med verdenen udenfor. Barndommen var dejlig simpel når det kom til samvittighed og moral, man gjorde hvad der bedst muligt kunne komme en til gavn.