Ret og dømmekraft: Koselleck og Rousseau

Hvorfor bliver ret og retsprocedurer så afgørende, at det bliver ræsonnementet hos domstole og dommere, der bliver model for dømme-kraft?

Reinhart Kosellecks diktum

"Uden at blive sig dette bevidst, forvandlede den borgerlige gejst i det attende århundrede historien i en proces. ... Teologien, kunsten, historien, retten, staten og politiken og endeligt også fornuften selv bliver før eller senere sat på anklagebænken og har så at svare for sig. Den borgerlige gejst ("Geistigkeit") fungerede i denne retshandel som anklager, som øverste domsinstans og hvad der for historiefilosofien skulle blive af afgørende betydning samtidigt som parti. Fremskridtet var altid allerede på den borgerlige dommers side. Ingen og intet kunne undslippe den nye jurisdiktion, og hvad der ikke til enhver tid holdt stand mod den borgerlige kritikers dom, blev overgivet den moralske censur, som gjorde sit til at diskriminere den dømte og dermed fuldbyrde domskendelsen."

Ser vi den samme tendens til filtrering af alle sfærer, handlinger, kommunikationer, opfattelser etc der så har ”at kunne svare for sig”?

1. Rådgivning og dømmekraft. 1100 - 1550

- problemet om at skabe magt

- nadvermodellen, det politiske ”legeme” (Corpus politicus et spiritus)

A. Naturret, forsynsret, fundamental ret, positiv ret, uskreven retspraksis (jf. Sofokles: Antigone)

Hugo Grotius: Droit de la guerre et de la paix, 1625