Det tog mig 5 uger at lave hjertet. Jeg var faktisk stolt! Selvom hjertet måske ikke var ret holdbart! Jeg glædede mig helt vildt til at give hende det. Jeg håbede bare mit mod ikke svigtede, som det plejede. Det var midt i efterårsferien, så jeg havde lang tid til at samle mit mod. Karl og jeg var meget sammen i ferien. Jeg tror, at han måske lagde mærke til, at jeg var spændt. Men indeni var jeg bange, rigtig bange. Da mandag nærmede sig, hørte og så jeg ikke andet end Lisbeth og hendes kvidrende, smørbløde stemme. Åh... hun var bare dejlig! Jeg blev så forvirret, at jeg begyndte at læse kærlighedsromaner. Jeg plejede aldrig at læse bøger og da slet ikke nogle, der handlede om kærlighed, men jeg syntes bare, det lød dejligt!Mandag morgen var jeg helt oppe at køre. Jeg tog mit "pæneste" tøj på og jeg brugte lang tid på mit hår, det skulle bare sidde perfekt! Jeg havde skrevet et brev, som jeg havde tænkt mig at give hende. I brevet havde jeg skrevet, at vi skulle mødes efter skole ved det gamle plankeværk. Det lå lige rundt om hjørnet, fra skuret ved pæretræet.Da jeg trådte ind i klassen, var Lisbeth allerede kommet. Hun havde den fineste, postkasserøde silkekjole på. Og enden af hendes fletninger var bundet stramt med samme farve silkebånd. Hun snakkede med de andre piger. Karl havde endnu ikke vist sig. Da læreren var komme, og vi havde sat os, kom Karl løbende med en kæmpepakke. Han satte sig og placerede pakken ved siden af sig. Jeg vidste ikke, hvad det var, men han havde fortalt, at han godt kunne lide en af pigerne fra klassen. Jeg havde også fået at vide, at hendes navn begyndte med "L". Så der var fire at vælge imellem: Lisbeth, Lone, Line og Lillian, og jeg var ret sikker på, at det ikke var Lisbeth. HELDIGVIS!I frikvarteret styrtede Karl ud af klasselokalet. Jeg satte mig ned for at spise min madpakke. Da jeg var færdig og var ved at finde brevet til Lisbeth, kom Karl med et lillebitte kort. Jeg kunne ikke se det hele, men der stod vist: "Til Li... Fra Karl."Jeg fik hevet brevet op og puttede det ind under jakken. Lisbeth gik lidt væk fra de andre piger, så nu var det min chance. Jeg begyndte at gå hen imod hende, men blev pludselig skubbet væk. Jeg så ikke hvem det var. Da jeg igen kiggede op, så jeg, at Karl var ved at give Lisbeth den gave, han havde haft med. Jeg var sønderknust, stod bare helt stille og sagde ikke et eneste ord. Jeg var blevet totalt lammet. Lisbeth var henrykt og viste tydeligt, at hun var helt vild med Karl. Hun kiggede på den store gave og pakkede den ud. Det var den skammel, han havde lavet i sløjd, men der var nu noget anderledes ved den nu. Karl havde taget den med hjem inden ferien og havde tegnet et hjerte. Under hjertet stod der *LISBETH*.Jeg ville gerne have gået hjem, men jeg vidste, at hvis jeg spurgte, fik jeg alligevel ikke lov. Da vi havde fået fri, skyndte jeg mig hjem. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så de næste par skoledage blev jeg hjemme. Jeg bildte min mor ind, at jeg havde ondt i hovedet. Jeg sagde også op ved Viola, selvom jeg godt kunne lide at være bud for hende. Hun sagde da også, at hvis jeg fortrød, kunne jeg komme tilbage igen. Da jeg kom i skole igen, spurgte Karl, hvorfor jeg ikke ville snakke med ham i telefonen. Jeg svarede, at jeg havde haft det mega dårligt i halsen, og at det godt kunne smitte "gennem røret". Han troede selvfølgelig på det, for vi havde lovet aldrig at lyve over for hinanden. Vi havde lavet en liste over ting, som vi skulle overholde. Ikke at lyve stod øverst.Jeg gik rundt i mange uger efter og havde det dårligt med mig selv. Jeg havde det dårligt over, at jeg havde løjet over for Karl, men også, at jeg havde mistet mit livs kærlighed!Hjertet stod bare inde i skuret og blev mere og mere faldefærdigt. Jeg gik tit hen og så på hjertet, men jeg stirrede bare på det. Jeg havde for længst lagt romanerne væk og var begyndt på et Anders And blad, men jeg blev vist aldrig rigtig færdig med at læse det. Når man har været i gang med det samme blad i over 6 uger, så er det som om man ikke kan komme videre! Ligesom med Lisbeth. Hende havde jeg jo også tænkt på lige siden. Der var noget ved hende, der holdt mig fast!Alt var håbløst! Julen nærmede sig, så jeg havde da noget at glæde mig til. Op til julen lavede vi i klassen julepynt. Karl og jeg plejede at lave musetrapper sammen med de andre drenge. Det gjorde Karl også i år, men jeg satte mig ned og begyndte at flette julestjerner og julehjerter. Jeg blev mester i at lave julestjerner. Og mine julehjerter var også meget flotte. For første gang i lang tid tænkte jeg ikke på Lisbeth.Senere den dag fortalte læren, at vi fik en ny elev i klassen, en japaner. Fedt, tænkte jeg, lige hvad jeg manglede. 2 uger inden juleferien, begyndte japaneren. Vi sad alle og ventede på, at det skulle banke på døren. Da døren gik op, fik jeg et kæmpe chok. Hun var jo smuk! Ja, jeg syntes, hun var meget pænere end Lisbeth! Lidt mørk i huden og pæne øjne. Hendes hår var ikke sat op på nogen måde, men det behøvede hun heller ikke. Hun var smuk, som hun var. Jeg tænkte på hende, da jeg var kommet hjem. Jeg fik tænkt mig til, at hun var mit livs kærlighed og ikke Lisbeth. De næste par dage tilbragte jeg i skuret ved siden af pæretræet. Jeg fik lavet hjertet rigtigt flot og forbedrede også kvaliteten. Jeg havde allerede skrevet et brev, hvori der stod det samme, som jeg havde skrevet i det forrige brev. Men i stedet for Lisbeth, havde jeg skrevet Jackie.Jeg fik givet hende brevet, selvom jeg var meget nervøs. Men jeg havde lært, at man ikke skal vente, men slå til med det samme. Jeg ventede ved plankeværket, og jeg var lige ved at tro, at hun ikke kom, men hun undskyldte sig med, at hun for vild. Jeg fortalte, at jeg havde noget til hende, men at vi lige skulle gå et lille stykke vej for at komme derhen. Jeg havde inden mødet købt en rose. Den var i skuret, og den ville jeg give hende, når vi kom derhen.Min cykel stod ved skuret - hvis hun nu ville have en prøvetur? Da jeg gav hende rosen, blev hun rød i hovedet. Og da jeg så kom trækkende ud til hende med det store hjerte, gjorde hun store øjne. Hun syntes vist, det var lidt plat, men det sagde hun ikke noget om. Hun spurgte, hvad hjertet var til, og jeg svarede, at det var et rejsehjerte. Det skulle vi bruge, når vi ville på "ferie". Hun blev helt stille og jeg tænkte: ”Ååhhh... nej! hun løber væk lige om et øjeblik”. Men så spurgte jeg, om hun ville have en lille tur. Hun svarede, at en lille tur nok var okay!Jackie og jeg er stadig kærester, selvom det er 11 år siden nu. Vi tænker faktisk på at gifte os. Rejsehjertet står nede i kælderen. Nogle gange midt om natten kører Jackie og jeg en lang tur med rejsehjertet, ligesom dengang vi var børn.
Det er gratis at oprette en konto