Vagabonden fra Guldsmedgade

Alt var som det plejede at være i Guldsmedgade nr. 7. Guldsmedgade nr. 7 lå som altid presset ind imellem to store bygninger. Folk plejede at kalde Guldsmedgade nr.7 for ”Huset”, for man hørte altid nogle sære lyde. Peter betragtede den store lyseblå himmel fra vinduet. Han kunne godt lide at sammenligne udsigten fra fortovet, og den lyseblå klare himmel. Folk myldrede altid gennem Guldsmedgade, med store indkøbsposer, og det skabte en deprimerende stemning, for den person som skulle nyde udsigten, i dette tilfælde er det Peter. Men heldigvis havde Peter lært at kigge opad, og lukke alt andet ude af sit hoved end den lyseblå klare himmel. Han undrede sig over, hvor stor forskel der var mellem fortovet og den himmel der lå lige oven over hinanden. Et andet sted i ”Huset” kunne man høre nogen zappe med fjernbetjeningen. Det var ”Husets” gamle veteran, Hr. Christensen. Han havde en vild ungdom, og han havde oplevet meget i sit yngre liv, blandt andet, var han med i Anden Verdens krigen, og var med til at bombardere Tyskland sammen med briterne i 1941. En ting man aldrig vidste, var hvordan gamle Hr. Christensen var med briterne, til at bombardere Tyskland. Hr. Christensen gik aldrig udenfor sin bolig, for han følte sig aldrig tryg. Hvis Hr. Christensen manglede noget, var det Peter der skulle tage ind til supermarkedet, og købe de ting Hr. Christensen havde brug for. Peter kunne ikke lide at hjælpe Hr. Christensen, men han mente også hvis en ældre herre havde brug for hjælp, så skulle man hjælpe. Men selvom Peter hjalp Hr. Christensen meget, blev han aldrig indbudt indenfor, og det betragtede Peter som en fornærmelse.