Jeg var omkring 17 år da jeg mødte Valdemar for første gang, jeg glemmer aldrig hans smukke sorte hår og hans brune øjne. Ham og hans far var vagabonder, som vandrede fra gård til gård. Det var ved at blive vinter, det var blevet koldere i luften og træerne var blevet bare. Jeg var på vej ud i stalden for at fodre de tre køer vi havde stående, da jeg pludselig hørte en herlig klang ude i gården. Det var ham, han spillede på mundharmonika og hans far sang, min mor kom ud og smilte over til mig, han vendte sig rundt og så lige ind i mine øjne, jeg følte et jag i mit bryst, jeg følte min vejrtrækning blive hurtigere, mærkede mit hjerte banke. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham, han stoppede med at spille og hans far stoppede noget overrasket med at synge og kiggede over på Valdemar. Der var en pinlig tavshed imens vi stod og fordybede os i hinandens øjne. Pludselig klappede mor i hænderne og gik hen imod Valdemars far, ”er i sultne?” spurgte hun, og sendte ham et bredt smil. ”Ja, vi har gået langt” Sagde han og puffede Valdemar i siden så han rystede på hovedet, ”ja, vi har gået forfærdelig langt” sagde han, og sendte mig atter et smil. ”Kom med mig” sagde min mor og førte an hen imod indgangen til vores hus.
Det er gratis at oprette en konto