Skumring: en stemningsfuld fortælling

De bløde, melankolske toner fra en cello fyldte rummet. Lydløst flyttede fingrene sig fra streng til streng i en fart, de færreste kunne følge med på. Instrumentet var i træ, og sort som natten fra bundstykke til hoved, bortset fra to sølvmalede 'S formateringer' på siderne af dens slanke krop. Musikken snoede sig gennem luften, langs gulvet og under loftet som en uendelig, usynlig slange. Stykket kendte de færreste; ej heller den gamle udtærede kvinde på anden sal, fuglefanatikeren i kælderen eller manden, der netop var kommet ind fra gaden, og nu stod i opgangen. Kun celloens fører kendte stykket, og det som ingen anden. Med øjnene tæt lukkede i lidenskab kunne intet trænge gennem musikkens barrierer, og til trods for at den blot var en svag baggrundssummen for manden i opgangen, kunne han ikke lade være med at føle en sær trang til at opsøge dens kilde. Han var en mand sidst i fyrrene, hvilket kunne ses på den måde hans gråsprængte hår tyndedes ud i tindingerne og måden hvorpå han lagde hovedet på skrå, for bedre at kunne høre de svagelige toner fra celloen. Han var klædt i et gråt jakkesæt, sorte fløjlsbukser og laksko. Alt ved ham gik i ét med husets grå vægge, lige fra håret til tøjet, og selv ansigtet virkede gråligt. Kun øjnene skilte sig ud. Disse vagtsomme øjne, hvorpå han kunne kendes fra dengang, han havde været ung. Deres farve var ubestemmelig. En særpræget blanding af blå, grøn og grå, hvor hver farve jævnligt skiftedes til at dominere iris. Sådanne øjne kunne aldrig gengives præcist, hverken i sprog eller på papir, og de ville blive husket som mørke, måske endda sorte, hvem end der måtte have omtalt dem. Men havde man nogensinde turde at betragte dem på nært hold, ville man fortrylles af deres nuancer. Han havde boet i huset i knap tre uger, men aldrig mødt andet end støvkorn og forbipasserende synsbedrag. Heller intet hørt, hverken skridt på gangene eller døre der lukkedes. Det fandt han både spændende og skræmmende på en og samme tid, men lod oftest være med at spekulere over husets manglende liv. I stedet lukkede han sig inde bag sin dør, hvor han læste avisen, hørte klassiske cd'er eller skrev manuskripter til bøger såvel som til digtsamlinger. Tonerne var nu taget til i styrke, og fik den usynlige slange til at slå buede sving med dens muskuløse krop. Manden kunne føle dens tilstedeværelse, men følte ikke frygt. Han havde aldrig været plaget af fobier. Kun en blødende angst for at hans nærmeste skulle føle smerte, hvad enten den var fysisk eller spirituel. Han var en kærlig og omsorgsfuld beskytter, men det var der ingen til at se i dette hus. Hans ben satte i gang, og førte ham frem efter. Han ville tættere på ophavskilden til dette forunderlige stykke. Langsomt blev trin efter trin besteget, og lakskoenes hæle gav små smæld for hver gang de måtte kysse jorden. Jo tættere han bevægede sig på, jo sværere blev det at stoppe. Og da han var nået op for enden af anden trappe, følte han med en længsel så stærk som aldrig før, at han måtte finde frem til kilden. Døren han nu stod foran var grå, ligesom alt andet i huset. Tonerne sivede i en lind strøm ud gennem fladen, og han følte en kilden langs rygsøjlen. Han lagde hånden på dørhåndtaget, netop som musikken udviklede sig til en glidende skikkelse, hvor hver tone sirligt var forbundet med den næste. De vagtsomme øjne, med deres særprægede nuancering, kunne kun se til, da hans hånd egensindigt lagde et let pres på håndtaget, til døren gled op i en lydløs gestus. Nu hvor der ingen barriere var til at forhindre musikkens fremrykken, forekom den ham mere fyldig og fængslende end før. Han satte tøvende en fod inden for døren, og blev forundret, da hælen ikke afgav sit vanlige smæld. Han trådte nu helt ind for døren, hvor den anden hæl også besluttede at tie. Som han gik videre følte han, hvordan musikken lå i et tæppe over gulvet, og derfor dulmede alle andre lyde. Han kunne skimte dens tilstedeværelse nu, og slangen forekom som en svag silhouet flere steder rundt om i rummet, han nu stod i. Væggene var grå og bare, og en antik bogreol var det eneste møbel i rummet. Bogrygge stod side om side, og selvom der var forskellige tykkelser og højder, var alle uden så meget som et eneste skrevet ord på ydersiden. Musikken skiftede. Bevarede sine flydende toner for en kort stund, men tonen var mere skinger og indtrængende. Så skiftede den til en række differentierede toner, alle vævet ind i et lidet lystigt mønster, der lod til at gentage sig selv en enkelt gang eller to. Han gik langsomt frem gennem rummet mod åbningen, hvorfra musikken drev. Det føltes som tusinde år eller få øjeblikke til han stod foran åbningen til det sidste rum. Med hænderne slapt ned langs siden, og hovedet på skrå stirrede han måbende ind i rummet. Et vælg af følelser strømmede gennem ham, lige fra den dybeste sorg og den mest forfærdende frygt, til ubegrundet velvære og højtløftet lyksalighed. Rummet pulserede, og slangen var ikke længere usynlig, eller blot svagelig i støbning, men et levende væsen skabt af musikkens virrende toner, der strømmede fra det sorte tenor-instrument. Herinde lå tæppet ikke blot over gulvet, men udgjorde hele hans periferi. Havde den været fjendtlig, ville han have været kvalt på stedet, som han trådte ind i rummet. Alt var i bevægelse, og luften dansede i takt til musikken. Gulvet under ham bølgede og skvulpede hen over hans laksko, men efterlod dem kun endnu mere skinnene end før. Fra loftet hang krystaller af mol og dur, hvorfra der dryssede sølvfarvet stjernestøv ned overalt. Det lagde sig som et tyndt tæppe over hans hoved, og farven gik bemærkelsesværdigt i ét med hans hårstrå. Han måtte kort skærme sine vagtsomme øjne for det syn, der lå foran rummets eneste vindue. Hvide stofgardiner var fejet til side, så sensommerens natteluft frit kunne komme og gå som det ville. Og der stod den sorte cello med sine sølvmalede 'S formateringer'. Den slanke krop skinnede i det svage lys udefra, og de fire strenge lod sig villigt berøre. Over halsen gled buen frem og tilbage. Først langsomt og glidende, så adræt og hidsigt. Hele tiden skiftende og nænsomt styret. Den balancerede på en lang metalspids, mere yndefuld end nogen linedanser, og mere værdig end nogen dronning. Dens fører sad bagved, og hendes lange, slanke ben spændte til hver af dens sider. Hendes fødder balancerede ligesom instrumentet, på tynde spidser, blot var disse hæle på åbne stiletter. Derfra snoede blomstrede strømpehylstre sig hele vejen op til hendes hofte, men blev gemt væk i sidste øjeblik af et mørkt kunststykke i form af en nederdel. Hendes overkrop var dækket såvel, og stofstykket her var syet, så det passede upåklageligt til hver millimeter af hendes kurver. Om halsen hang et S i sølv, der lod hendes sjæl forenes med instrumentets. Hendes hår var ligeså sort som celloen, og omkring det lå en rød og skinnende aura af lys. Hendes øjne var lukkede, og kun hendes blodrøde læber, hvor en svag sitren af koncentration kunne skimtes, lod at se, hvordan hun for sit indre så node for node dukke op. Mandens ene øje gav et svagt tics; en vane han havde fra sin ungdom, som ingen mere kunne mindes. Han gik fremad, og lod sig ikke bemærke af sin vejrtrækning, der blev en anelse mere anstrengt for hver meter han tog. Kvinden bevægede hastigt buen, og han kunne genkende musikkens mønster fra tidligere. Slangen var blevet opmærksom på hans fremrykken. Den dansende luft rykkede tættere omkring ham, til han havde lyst til at skubbe den bort. Den kom for tæt på. Men han vidste, at stoppede han nu, ville han aldrig få chancen igen. Da han tog næste skridt, slog slangen sin hale en enkelt gang omkring hans ankel, og han gispede ved kulden fra den. Lyden trængte ikke gennem musikkens, nu meget tætte væren, men druknede i tonerne. Han bevægede sig tættere på, og måtte nu trække været i dybe stød. Samtidig strammede slangen sit tag i hans ankel, og rykkede ham modsatte vej, da han strakte sig frem mod kvinden og hendes instrument. De modsatrettede bevægelser gjorde, at han mistede balancen og faldt forover. Gulvet nærmede sig, og et skrig løsrev sig fra hans strube. Musikken trak sig kortvarigt væk, og lod den langtrukne, fremmedartede lyd fylde huset. Han kunne ikke nå at tage af for faldet, og hamrede hovedet mod gulvet, hvor bølgerne havde trukket sig væk fra punktet, der nu var bart og hårdt. Han hørte en knasen idet han mødtes med gulvet. Musikken var stoppet, og den øjeblikkelige stilhed begravede alle følelser, undtagen frygten. Han spærrede øjnene op og skreg igen, mens han febrilsk kæmpede for at komme op og stå. Men slangen, der nu var usynlig som før, kunne ikke bevæge sig længere, og dens vægt holdt ham hjælpeløst nede. Kun øjnene kunne han bevæge, og de opfattede nu en bevægelse ved siden af hans hoved. En sort krop tårnede sig op over ham, med strenge der nu stod stille, og uden en bue til at kærtegne den slanke hals. Da kvinden bag bøjede sig ned, holdt hans skrig inde. Nu lå han blot ubevægelig med åbenstående mund, og opspærrede pupiller. Det sorte hår faldt forover, og lidt af det lagde sig hen over hans jakkesæt. De blodrøde læber var trukket nedad i siderne, hvormed de udviste stærkt foragt. Han ville have skreget igen, eller løbet sin vej, og aldrig kommet tilbage, men hele hans krop var lammet. Hendes øjne stoppede ud foran hans, og i dem spejledes et kridhvidt ansigt. Først kunne han ikke bestemme farven. De lyste blåligt et sekund, men skiftede så over i en grå tone. Den blev vedholdt, men kun lige til han nåede at bestemme sig for grå, og da skiftede de til grøn. Nu vidste han at alle disse nuancer var spaltet sammen, på trods af deres individualitet. Og da han sandede dette, følte han hvordan luften pressedes ud af ham, og hvordan et pludseligt mørke hobede sig op. Over ham faldt krystallerne fra loftet med deres dødelige sølvpulver, der nu viste sig som gift. Bølgerne brusede frem mod ham, fortættede og kvælende. Sekundet før krystallerne gennemborede hans krop, og bølgerne lod ham drukne, så han kvindens øjne. Det var ikke længere hendes egne, men i stedet de øjne han havde båret livet igennem. Så blev det sort. Lydene nåede manden før synet og følesansen. En stemme prøvede ihærdigt at trænge igennem til ham, og da han hørte sit navn blive nævnt, slog han øjnene op. Over ham stod en skikkelse. Han havde forventet at se det sorte hår, de blodrøde læber og øjnene. Hans øjne. Ansigtet var tværtimod åbent og bekymret, og øjnene var nøddebrune. Den hvide kittel afslørede ham som værende læge, og motorlyd fortalte at de kørte stærkt. Det var sirenen over ham, han havde hørt. Lægen smilede, da han havde åbnet øjnene. Prøvende åbnede han munden, og en lyd trængte ud. Da han prøvede igen, fik han formuleret et ønske. Lægen kiggede forundret på ham, men efterkom ønsket, ved at række ham et spejl. Han tog spejlet mellem sine hænder, og tog en dyb indånding før han lod sig selv betragte. Gråt hår. Stadig bleg. Men noget var forandret. Han fyldtes med tomhed, som han så sig selv, så sine øjne. Han ville huske hvordan de havde set ud, men kunne kun mindes dem som mørke, måske endda sorte. Og denne sorte nuance, der slet ikke var nogen farve, var netop hvad han så i sit eget genspejlede ansigt