Skumring

Det var sidst i august, og en lun sensommeraften. Børene sad og legede på trappen, med det legetøj de havde lavet med far, Per. Per sad hende ved Emilie, som ammede lille Marie, og gav hende et lille kys i banden. Emilie kiggede ham dybt i øjne. Der var noget han ikke havde fortalt hende, noget stort. En hemmelighed som var så grim og så egoistisk at han følte ,han var ved at dø når han tænkte på den. Den hemmelighed kunne ødelægge familien, det yndige glansbillede, en lille dansk familie. Han havde tænkt, han havde taget en beslutning. Nu skulle det være, i dag skulle det være.

Per gik hen til trappen, og satte sig ned. Musikken fra festivalen ramte deres lille have. Marie skreg højlydt, Emilie prøvede at synge for hende og det hjalp. Marie sagde bare naturlige små, dejlige baby lyde. Hun sov sødt i Emilies favn. Hun blev lagt i seng. Så kunne familien begynde at spise. Der blev ikke sagt et ord, under aftensmaden. Man kunne kun høre festivalens glade toner. Med et ringede telefonen, Emilie tog den: ”Hallo, hvem er det?” Stemmen svarede: ”Mathilde, jeg er Pers elsk… veninde. Jeg gætter på du er Emilie? Jeg har noget meget vigtigt at fortælle Per. Kun jeg ligge få ham?” ”Ja da, 2 minutter.” Svarede Emilie så glad hun nu kunne. ” Hallo, det er Per. Hvad ville du sige?” sagde Per meget irriterende. Der kom er lang pause. ”Jeg var hos lægen i dag Per. Mine resultater var kommet tilbage. Jeg er gravid, og det er dit barn. Jeg er så glad, vi kommer til at have det fantastisk sammen.” Sagde Mathilde så glad, at hun næsten var ved at græde.”Hmm, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Er du helt sikker?” Svarede Per. Og før at Mathilde noget at svar, smækkede han telefonen på. 2 minutter efter ringede det på døren. Det var som om at der gik et helt sus, gennem det lille hus. Marie og de to andre børn begyndte at græde, så Emilie havde nok at se til. Men Per stod helt stille, og ventede på sin egen rektion. Han gik langsomt hen mod døren, drejede håndtaget. Der stod Mathilde, en rigtig lille blondine, en et bare slidte jeans, og en lille top på, der ikke kunne skjule de lykkelige omstændigheder hun var i. Emilie kom ned af trappen med Marie i favnen, og gik ud i haven til de andre børn. Men hun blev stående lige ved terrassedøren, og kiggede en af den lille rode. Per stod i døren og lignede ”døden fra Lübeck”. Et sekund efter stod han og holdte Mathilde i sin favn. Emilie var gået lydløst ind i huset. Per og Mathilde kyssede hinanden på munden. Per sagde til Mathilde, at hun skulle gå op i soveværelset. Emilie skyndte sig ud i haven igen, og Per kom ud til hende. Han sagde at hun var en gammel veninde, som behøvede noget hjælp. Han gav Emilie et lille kys på munden, og gik ind i huset. Han kom op til Mathilde, der kun lå i sit undertøj på sengen. Per vidste godt hvad der skulle ske, og ville ikke gøre noget ved det. Emilie var nede i haven, men vidste udmærket hvad der forgik. Hun var ligeglad, Hun styrtede op af trappen, flåede døren op. Hun så dem ligge der i hendes seng, i hendes hjem. Døren blev smækkede i, Emilie begyndte at stor græde, hun gled ned af døren og sad bare der. Hun kunne høre at de bare blev ved, hun blev siddende. Hun hørte Per sige at han elskede Mathilde, hvilket gjorder Emilie rasende. Per havde ikke sagt til Emilie, at han elskede hende, siden at Marie blev født. Og nu lå han og sagde det til et eller andet pigebarn. Hun gik nedenunder til sine børn. Tog dem indenfor, og begyndte at rydde op. Per kom løbende ned af trappen i sin morgenkåbe, han gik målrettede hen til Emilie og knugede hende til sig. Emilie brød helt sammen, og ville bare fri fra hans arme. Hun sagde til børene at de skulle gå ud, og hun gik ovenpå og lagde Marie i Seng. Hun kiggede ind i soveværelset. Hun lå der, nøgen, og bare kiggede ondt på Emilie. Emilie gik hen til hende, og begyndte at råbe af hende. ”Din lille luder, du tror bare at de kan komme her og ødelægge min familie. Gå! Gider du godt at gå lige nu. Jeg skal snakke med min mand. Men jeg har lige to spørgsmål: 1. Er det her dit tøj? Og nummer 2: Er det ham du er gravid med?” Råbte Emilie, mens tårnene løb ned af kinderne. ” Ja, det er mit tøj. Og ja, det er ham. Jeg går ikke før Per siger jeg skal. Jeg venter på ham lige her. Jeg har masser af tid” Svarede Mathilde på en rigtig snob måde. Emilie tog Mathildes tøj, og en saks, så levede det tøj ikke mere. Og Emilie gik nedenunder. Per stod henne ved køkkenvasken, og græd.”Undskyld skat, jeg ved ikke hvorfor jeg gjorder det. Det skete bare, hun lå der og så, så lækker ud.” Græd Per. ”Din undskyldning er kun ord. Men min kærlighed til dig var følelser. Du gjorder det mens jeg var her. Mens vi var her. Bare et lille spørgsmål: Hvor lang tid?” hulkede Emilie henne ved trappen. ”5 år, jeg gjorder det kun fordi, jeg er et fjols!” Svarede Per. Stilheden bredte sig i rummet. Og Mathilde kom ned af trappen, nøgen. Per kiggede meget underligt på hende. Mathilde gik hen til Per og kyssede ham, og gik. Per skyndte sig efter hende. ”Mathilde? Mathilde! Skat, vent. Prø.. prøv at høre engang. Det er dig jeg elsker, dig jeg ville være sammen med. Kom med hjem og få noget tøj på.” Mathilde fulgte efter ham . De kom ind i huset