Den druknede

Jeg vågnede op i et lille indelukket rum, og så at 10 personer stod omkring mig. Jeg kendte ingen af dem, og jeg vidste ikke hvor jeg var. Det eneste jeg bemærkede var de kugler som hang i loftet, for der var intet andet at bemærke i det rum. Jeg kunne mærke at mit tøj var vådt, og jeg havde ingen anelse om hvad det var, der var sket. Var det de vilde, som havde taget mig til fange? Var jeg død? Var jeg i en mellemgang til paradiset? Men hvorfor var der så blevet kastet vand på mit tøj? Mine tanker blev afbrudt, af en kvinde med et tørklæde, på hendes hoved, som stod med hendes overkrop ind over mig. Hun fortalte at jeg bare skulle tage det roligt. Alle folk omkring hende bekræftede det, og spurgte straks om jeg havde brug for noget. Jeg takkede først nej, for det var ikke almindeligt i vores tid, at være så påtrængende ved første møde. Men en mand med en underlig hue på sagde: ”Giv ham noget af spise, det har han brug for!”. Jeg tror at han er en slags leder i flokken, for alle gjorde som han sagde. Ingen længe stod der både det flotteste kød og de grønneste grøntsager. Han blev åbenbart hidsig, og råbte ”Hvor er øllen, til vor herre?” En mindre dreng skyndte sig at løbe ud af døren, og ingen længe var der både rødvin og øl. Jeg måtte være i himlen, den bedste af dem alle! Manden der sad ved siden af begyndte at give mig mad, for jeg var for svag til at spise. Jeg kunne ikke rejse mig, og jeg havde stadig ingen ide om, hvad det var, der var sket. Jeg forsøgte at få et ord indført, så jeg kunne få af vide hvor jeg var, og hvad der var sket. Ingen længe blev overhovedet sur igen, fordi jeg stadig lå i mit våde tøj. Den lille dreng, som jeg egentlig ville kalde en slave, skyndte sig igen at mase sig gennem alle menneskerne, som stadig stirrede ihærdigt på mig. Drengen kom tilbage lidt senere, med noget tøj. Alle damerne gik ud af rummet, og overhovedet fortalte at vi først skulle have tøjet af mig, så skulle jeg tørres, og så skulle jeg have nyt tøj på. Processen ville ikke blive nem, for jeg var jo ikke verdens tyndeste mand. Men de fik mig rejst, og da de først var kommet i gang, forløb processen uden problemer. Damerne kom ind igen, og folk begyndte at snakke sammen, om hvad de skulle stille op med mig. En mand, som stod i baggrunden, trådte pludselig frem, og foreslog at en skulle spørge mig hvad jeg hed, og hvor jeg kom fra. De spurgte mig: ”Hvad hedder du, og hvor kommer du fra?” Jeg svarede med en meget svag stemme: ”Jeg hedder John og jeg kommer fra Aalborg.” Folk begyndte at se forbløffet ud, og jeg forstod egentlig ikke, hvorfor de gjorde det. En mand i baggrunden hviskede til en anden. Hvad var det, der var så slemt? Snakken mellem menneskerne, blev højere og højere. Jeg prøvede at få et ord indført, men det kunne jeg slet ikke. Trods gæstfriheden og venligheden, blev jeg for træt af, at høre på det. Jeg råbte op, og bedte folk om at holde mund, for nu ville jeg vide, hvad det var, der var så slemt. Overhovedet trådte straks frem og sagde: ”Jeg har bedt jer, om at holde mund! Hvorfor gør i det først, når han siger det?” Jeg lo ad ham, for han vidste godt, at han ikke havde bedt om det. Jeg spurgte hvad der var sket. Damen med tørklædet trådte frem, og sagde: ”Jeg var ude og lufte vores hund, da jeg så noget hvidt i floden. Jeg begyndte at kigge lidt nærmere, og så, så jeg dig i floden. Du hang fast til en gren, så jeg hentede byens overhoved, og vi fik dig hurtigt op. Det er derfor at du er her nu.” Jeg afbrød hende, og spurgte hvor det var, jeg var. Hun fortalte at jeg var i Horsens. ”Så vi kunne ikke helt forstå, hvordan du var kommet helt herned, kan du ikke tænke tilbage?” sagde hun. Hun var en flink dame!Men jeg kunne absolut ingenting huske, andet end mit navn, og hvor jeg kom fra. Jeg var ikke i himlen, jeg var ikke blevet taget til fange af de vilde. Jeg var i Horsens, og jeg havde åbenbart været døden nær. Hvor jeg skulle hen nu, kunne ingen fortælle mig. Det var min egen beslutning. Skulle jeg tage tilbage til Aalborg, hvor jeg ikke ville vide, hvad jeg gik hen til? Havde jeg familie i Aalborg? Børn måske? Eller skulle jeg blive i Horsens, denne venlige by? Og lade som om ingenting var sket.Jeg lukkede mine øjne i, og prøvede at huske tilbage, men det hjalp ikke. Damen med tørklædet foreslog at jeg bare kunne blive her, jeg takkede pænt ja, og jeg forsøgte at glemme, at jeg måske havde et liv og en familie i Aalborg.