En ud af to.Måske er det bare mig der er optimistisk, men jeg blev i hvert fald en lille smule irriteret, da vi stod ved vores gate i Aalborg lufthavn. Jeg synes i hvert fald det var underligt, at en mand på cirka 75 skal tjekkes for ”våben besiddelse”. Hvad er chancen for at han er terrorist? Selvom han havde en bombe, ville han sikkert ikke vide hvor han skulle stille den, for med de hinkestens briller, måtte han i hvert fald være det tætteste man kunne komme på at være blind. Det morede mig og min søster os over i nogen tid, indtil det var vores egen tur, for der var stemningen lige pludselig ikke så humoristisk mere, det syntes jeg i hvert fald ikke lige på det tidspunkt. Vi skulle sige farvel til min far, for han skulle desværre ikke med på vores 4 ugers lange ferie til Mozambique. Vi skulle ned til min mormor, og det havde jeg også glædet mig til, det var slet ikke det. Men i den situation synes jeg ikke selv jeg var mange penge værd. Derimod min søster er altid klar på noget nyt, og er ikke bange for at gå over stregen, hvor jég derimod helst vil blive på den sikre side, hvor jeg føler jeg er i sikkerhed. Men nu var der ikke nogen vej tilbage. Ikke at jeg ikke ville se min familie, der var ikke noget i verdenen jeg hellere ville. Men først og fremmest er jeg ikke så glad for at rejse til udlandet, og endda slet ikke i et fly. Jeg fortrækker jordforbindelse, så kunne hvis man kunne køre til Afrika ville jeg helt sikkert have været den første til at forslå det. Men ind i flyvemaskinen det kom jeg da. Jeg hader lugten inde i et fly. Lædersædernes stank og rense midler fra de sidste 500 ture, og lugten af stewardessernes overforbrug af forskellige parfumer, samt en eller anden baby der trænger alvorligt til at blive skiftet. Selve turen til København forløb meget stille og roligt, og jeg elsker deres lufthavn, den er så ren og nydelig, med en masse butikker med alt lige var tøj til elektroniskudstyr, det er lige mig. Vi var der i 2 timer eller sådan noget, før vi gik videre til vores gate. Da vi omsider skulle ombord var jeg totalt smadret og havde enlig regnet med jeg skulle sove hele vejen til Afrika. Men typisk, er det ikke sådan historien skal gå, i hvert fald ikke for mig. Vi skulle først til London, og det forløb enlig meget stille og roligt, men da vi kom til Paris kom der andre boller på suppen. Lufthavnen mindede mig om, når man kommer til at skifte hen på den forkerte kanal, og der så opstår ”myrekrig” på skærmen, det kan godt være det lyder underligt,men det er ikke engang løgn. Det mindede virkelig om noget jeg engang så på kanal Explorer, med sådan en kæmpe myretue, bare at jeg selv var en ud af en million mennesker der kæmpede for at komme videre i systemet. Da vi bogstaveligt talt fik os kæmpet frem til vores gate, ventede der os en tur på cirka 24 timer, i en indelukket flyvende kasse. Tror sjældent jeg har været så negativ. Det blev slet ikke bedre da jeg fandt ud af at kun 2 af os fik lov at sidde ved siden af hinanden, og da min søster på det tidspunkt kun var 5, var det oplagt hun skulle sidde sammen med mor. Da jeg så finder min plads, er det sådan en række med 3 sæder, og i første omgang sad der ikke andre end mig, og det var jeg enlig meget glad ved. Men ja, ganske så heldig jeg er, skal jeg et kvarter efter ved siden af den tykkeste mand i hele flyet. Og ligesom på film, sad mit ansigt fuldkommen klemt op imod vinduet. Ikke nok med det, sad der ved siden af ham an meget gammel dame der så mere død ud, end levende, så hun kunne knap flytte sine ben når jeg skulle på toilettet, og endnu værre når ham den tykke skulle. Så ja, det var en rigtig lorte situation jeg befandt mig i, og så vidt jeg kunne huske, havde jeg ikke knust nogen spejle, gået under nogen stiger, eller mødt nogen sorte katte. Nej, jeg var simpelthen bare den mest uheldige dreng i hele universet, og endnu værre blev det. For da jeg så omsider tror at jeg skal til at have den søvn jeg har længtes så meget efter, falder min buttet sidekammeret i søvn. Hans hage fungerede på en eller anden måde som en slags pude, og det gik for alvor vildt for sig da manden begyndte at knurre som en anden pitbull, indtil jeg bare fandt ud af at han snorkede. Da der blev serveret mad, var det sådan en slags fiske filet, og det så da enlig meget godt ud, bare synd det ikke smagte bare halvt så godt. Da jeg beslutter mig for at prøve at sove begynder min mave at knorer, og jeg havde da lige spist, så jeg prøver af lukke øjnene igen, men den knoren var ustoppelig, virkelig. Så jeg tænkte at det sikkert var den forbandede fiskefilet look a like der havde smittet min stakkels mave, kunne ikke komme på andet jeg havde spist, medmindre nogen havde prøvet at forgifte mig. Så jeg gik på toilettet nogle gange i håb om at det ville hjælpe lidt på det. Den arme gamle dame var halvt ved at segne om bare fordi hun skulle flytte sine ben lidt, og ham den tykke, begyndte jo næsten at svede. Så til sidst besluttede jeg bare at blive siddende ude foran toilettet. Folk må virkelig have troet jeg var tosset eller sådan noget, men på det tidspunkt kunne hele verdenen rende mig et vist sted. Da min mave endelig holder om med at opføre sig som en skræmt løve går jeg tilbage til min plads, hvor de to tosser sidder fuldstændig i samme position som jeg forlod dem i. Jeg følte mig på en eller anden måde uovervindelig, bare ved tanken om jeg kunne have været ligesom en af dem. Det ender så med at jeg simpelthen segner om til sidst, min krop kunne simpelthen ikke klare mere. Jeg vågner så cirka 11 timer efter, hvor jeg ser noget af det smukkest jeg havde set længe. Vejret var lettere skyet, mens solen kæmpe stor som den er, strålede ind gennem hele flyet og fik den sikkert udefra til at ligne en stor disko kugle. Men flot, det var det i hvert fald. Nogen timer efter lander vi så i centrum af Sydafrika, hvor alting var totalt anderledes, som om vi var rejst igennem tiden, og ind i en anden dimension. Selvom næsten alle mennesker omkring mig, var lige så mørke som mig, kunne man stadig godt se vi var turister. Selvom det tøj jeg havde på enlig ikke var noget specielt, følte jeg mig lige pludselig som Elton John eller hvad ham rock gutten hedder. Ford det da ikke nogen hemmelighed at standarten dernede er langt fra den samme som herhjemme. Det fleste biler ligner nogen vi kørte i starten af det 20’århundrede. Det er i hvert fald tydelig stor forskel på rig og fattig! Nå, men vi blev kort tid efter kort tid af en af min mors rigtig gode venner, hvor vi så tager med hjem til ham. Han borede rigtig pænt og der var rigtig hyggeligt. Vi skulle blive natten over, til næste dag hvor vi så skulle videre til Maputo, som er den by min mormor bor i. Om aftenen tog vi ud og spise, og det var et meget fint sted, der lå ud til vandet. Efter jeg så havde spist det der svare til 5 bisonokser, skyllede jeg det hele ned men en super sice cola, også lidt for at glemme turen med den afskyelige fiskefilet. Da vi forlader stedet lejede vi en film som vi så så om aftenen, mens vi fik en af de bedste kager jeg havde smagt til dato. Da vi så skulle sove, lå jeg inde på et værelse ud til byen, og jeg er 100 % sikker på jeg hørte nogen blive skudt, folk råbte og skreg på gaden, og biler drønede og larmede når de kørte forbi mit vindue. Men jeg var tydeligvis den eneste der rigtig bemærkede larmen, så jeg lukkede vinduet, men der var jo 27 grader, og ja klokken var omkring halv 1 om natten, så jeg begyndte at svede næsten lige så meget som min ven i flyet. Da vi vågnede næste morgen blev vi kørt ud til lufthavnen, af de flinke mand, og vi fik sagt farvel, og vi steg så ombord på flyveren mod Maputo. Det var en dejlig og rolig tur på omkring 2 timer, uden nogen tykke svedige mennesker, og gamle damer plus jeg fik lov at sidde sammen med min mor og søster, så alt var godt. Da vi stiger ud af flyveren var klokken cirka 4 om eftermiddagen dernede, det vil 14.30 dansk tid, så sole lå stadig smukt på himlen, vi træder ind og får vores bagage, og går så ud hvor min Mormor, Morfar, to onkler, og moster tager imod os. Det var et meget følelsesladet øjeblik, da vi alle ikke havde set hinanden længe, bortset fra min morfar, han havde været oppe og besøge os året før. Vi kørte hjem til min mormor som bor rimelig tit på, hvor vi fik pakket ud. Om aftenen fik vi igen næsten et helt fest måltid, hvor mange fra vores familie var der. Det var underligt at skulle se nogle mennesker, som engang var en stor del af ens liv, så mange år efter. Det første jeg gjorde efter vi havde spist, var at gå over til en pige jeg havde leget med fra jeg var helt lille til jeg var 4, man kunne næsten sige vi var siamesiske tvillinger, og det siger ikke så lidt. Hun boede kun nogen meter væk, i en kæmpe stor lejlighed. Selvom jeg ikke havde været der i 7 år, kunne jeg sjovt nok stadig finde vej, og endda finde den rigtig lejlighed. Det var som om noget drev mig i den rigtige retning, noget i mig der lægtes så meget efter at se hende, at det gjorde at jeg ikke kunne tvivle det mindste, det var simpelthen umuligt, faktisk har jeg aldrig været så sikker på noget i hele mit liv. Jeg er ikke specielt overtroisk, men jeg tror på deja-vu, fordi for hver skridt jeg tog, fik jeg et flashback. Når jeg kiggede ned kunne jeg se min små fødder føder, der sikkert dengang var størrelse 34, der skridt for skridt bevægede sig over det ødelagt klinker som fortovet bestod af, mens mit hjerte slog så langsomt at alting næsten gik i slowmotion. På trods af at min krop afviste alle former for tvivl, har jeg dog heller aldrig været så nervøs som da jeg stod foran døren, og skulle banke på indtil den pige som engang har betydet allermest for mig. Jeg var nok mest bange for hun ikke kunne kende mig. Jeg kunne i hvert fald genkende hende var kilometers afstand. Faktisk havde jeg et billede af hende som jeg havde haft siden jeg i sin tid rejste til Danmark, jeg havde det altid på mig. Da mit sind til sidst var ved at eksplodere, lavede min hånd helt af sig selv en beslutning og bankede med to langsomme slag. Jeg var frosset fast til jorden, jeg var ude afstand til at bevæge mig. På de split sekunder det tager at gribe dørhåndtaget og åbne døren på vid gab, var de for mig de længste sekunder i hele mit liv. Der stod hun så, mit sig lange mørke flettede hår, og totalt mørke øjne og stirrede på mig. Der blev ikke udvekslet nogen ord, hun kiggede bare på mig og begyndte så at smile. Jeg ville så gerne sige noget, og det er ikke fordi jeg ikke kan sproget, men følte mig bare stum. Hvad skulle man sige til en pige man ikke havde set i 7 år? Men nogen gange siger et smil eller et blik bare mere end tusinde ord. Gjorde det i hvert fald for mig. Men jeg fik mig da nogen lunde taget mig sammen, jeg gik med indenfor hvor jeg hilste på hendes bror. Jeg havde en million spørgsmål, og vi snakkede også i flere timer. Det var rigtig skønt, og samme aften gik det op for mig at jeg havde en soul mate. De næste dage gik også rigtig godt, og vi hyggede os rigtig meget med familie og venner. Så kom dagen hvor vi skulle ud på kirkegården, hvor jeg skulle se min brors grav. Ja, jeg havde en tvilling, men han døde desværre kort tid efter vores fødsel, da vi blev født alt for tidligt. Der gik vi så, igennem alle de forskellig grave, i forskellige størrelser. Der stod den så, min egen brors grav. Den var hvid og den stenen den var lavet af lignede marmor. På toppen var der et hvidt kors, hvor en engel kravler på det, med sine vinger og tomme hvide blik. Jeg fik et øjeblik alene, hvor jeg stod der, på den samme plet og kikkede på graven. Det var en underlig følelse, det var mit eget kød og blod, en der var mig, som bare var et andet sted. Jeg ville give alt i verdenen for at kunne kramme denne person, virkelig alt. Eller bare en berøring ville have betydet verdenen for mig. Men det tætteste eg var på en berøring var når den stille vind nærmest agede mit ansigt, og kørte videre forbi mine øre. Jeg holdte en flaske vand i hånden, jeg hældte det ud over stenen og tog min trøje af og brugte den til at gøre den ren med. Af det vand der var tilbage på stenen, kørte jeg forsigtigt en finger hen over, og første den fugtige finger op på min pande. Selvom han ikke stod ved siden af mig ren fysisk, ville vi være sammen for evigt, det vidste jeg. Og uanset turen derned, kunne intet ødelægge det øjeblik.
Det er gratis at oprette en konto