Lars står og stirrer ud ad køkkenvinduet. Med et suk sætter han sig tungt ned på en køkkenstil. Han ser forpint – næsten syg ud. Dybe furer i det blege ansigt og sorte rande under øjnene.
Som i tanker vender og drejer han den hvide kuvert, han sidder med i hånden. Uvilkårligt flutter hans blik sig fra kuverten over op rækken af køkkenknive, der hænger på deres magnetskinne på væggen ved vinduet. Det er et halvt år nu. Et halvt forbandet år. Tiden var fløjet af sted uden at veksle et ord med hinanden. Havde de glemt hvad det var de skulle? Var han kun ude på at få tag over hovedet, og så ikke få bragt de satans forretninger i orden. Men det kan ikke passe, for i sidste ende var det Jeronimus der fik mest ud af det. Det var ham som stod tilbage med det længste strå. Lars fik kvalme ved tanken om sin fortid. Helst af alt ville han have det ud af hovedet. Det skulle ud af verdenen, og det var med de konsekvenser det måtte tage. Lars havde prøvet at komme i snak med Jeronimus, men det fik han ikke synderligt ud af. Hver ting til sin tid havde han sagt, og så var der ligesom lukket af for den samtale. Nu kunne det være nok. Lars skulle lære den forbandede amatør af en tyv, at man ikke skulle løbe omhjørner med Lars Mosegaard. Han fik kæmpet sig på benene, og gik over mod køkkenbordet. Han satte hænderne i pladen, og kiggede udmattet ud af vinduet.
Det er gratis at oprette en konto