Ansvar - stil

Hvorfor er jeg her? Hvem skal jeg elske? Hvem skal elske mig? Hvorfor er gud tavs når jeg råber efter hjælp med livet? Sådan tænker jeg nogle gange når jeg ligger i min seng og venter på at søvnen skal trække mig med ned i sin mørke grotte. På de sidste timer af dagen bliver jeg fra den almindelige teenager pige til en oldgammel filosof, som tænker på alt mellem himmel og jord, og mere endnu. Ansvar er erkendelse af etisk og medmenneskelig forpligtigelse over for sig selv og andre. Vi snakker alle om det, men ingen gør noget ved det. Det er ikke vejret, der hentydes til. Fænomenet er positivt ladet, det er et ideal, og det efterlyses ofte. Ordet er ansvar, og det er, hvad de fleste af os gerne vil være: ansvarlige, moralsk ansvarlige. Det passer derfor heller ikke helt, at ingen gør noget ved det. Vi slås alle med det, hver på vores måde. Ansvar er derfor ganske hverdagsagtigt. Cykler fjernes uden ansvar, står der på skiltet foran butikken, og det bliver de som regel også. Thomas Gravesen skal tage mere ansvar på midtbanen, står der på BT's sportssider, og det kan der være noget om. Statsministeren skal tage ansvar for samfundsudviklingen, står der i Politikens leder, og det kan man diskutere. Selv om man kan være enig eller uenig i disse udsagn, så forstår de fleste udsagnenes betydning. Men hvad er ansvar egentlig? Hvad mener vi f.eks., når vi siger, at vi må stå til ansvar for vores handlinger? Hvor kommer ansvaret overhovedet fra? Er det individuelt eller kollektivt? Er ansvar først og fremmest noget juridisk, eller er det snarere moralsk? Vi lever i en verden, hvor ansvar er en del af vores hverdag. Vi tager en del af ansvaret fra vi er helt små. Da jeg var lille, fik jeg altid af vide, at jeg skulle rydde op efter mig, bære min tallerken ud efter aftensmad, og samtidig gøre det til en vane for resten af livet. Idag godt 9 år efter er mit ansvar vokset fra nogle små ligegyldige ting, til et ansvar der kan gøre livet problematisk. Som teenager er ansvaret ikke kun en del af hverdagen, men også en ting vi ikke gider være en del af. En dag ringede en veninde til mig. Hun var til fest, og jeg kunne høre på hende, at hun var rigtig fuld. Jeg vidste, at det var hendes første gang, så jeg blev rigtig bekymret. For første gang i mit liv, følte jeg et kæmpe ansvar, og jeg ringede til hende hundrede gange på en aften, for at høre om hun var okay. Jeg følte hun måske var i det lidt forkerte selskab den aften. Jeg følte, at jeg havde et ansvar for hende, og om hun ville være okay. Hvordan kan man føle et ansvar for sin veninde, fordi hun er til fest? Det er blandt andet én af de ting, som jeg undrer mig over, når jeg tænker på, hvad ansvar egentlig er. Da jeg lige var fyldt de 13 år, og dermed blevet teenager hørte jeg altid fra familie medlemmer "så Stephanie, nu er du teenager, og det bliver derfor en