Det kemiske tegnsprog er ens overalt i verden. Alle i verden forstå ikke nødvendigvis ordet vand, men skriver vi derimod H2O kan alle verdens kemikere forstå os. Det kemiske tegnsprog er nemlig internationalt. Grundstoffernes navne stammer fra latin, eller oldgræsk. Måden man finder det kemiske tegn på, er at man kigger på grundstofnavnets første bogstav. For eksempel Svovl, dets kemiske tegn er S. Hvis et andet grundstof starter med s, kigger man på det næste i grundstoffet. For eksempel Silicium, dets kemiske tegn er Si. Manden der opfandt den måde at skrive grundstofferne på, var svenskeren Jøns Jacob Berzlius. Han levede fra 1779 til 1848, og var en af den tids mest betydningsfulde videnskabsmand.
En formelenhed angiver, hvilke slags atomer et stof er opbygget af, og den angiver hvor mange af de forskellige atomer der er i den mindste del af stoffet.
Det kan for eksempel være: H2, N2, og H2O, det kaldes for formelenheder.
En kemisk forbindelse navngives efter de grundstoffer det består af. For eksempel NaOH, det hedder natriumhydroxid. Man kan ud fra navnet vide hvad stoffet består af, natrium-hydroxid består altså af natrium (Na) og hydroxid (OH-gruppe).
Navnet på en kemisk forbindelse, der består af to forskellige grundstoffer, ender altid på id. For eksempel hedder stoffet NaCl, natriumchlorid, fordi det består af to stoffer, natrium og chlor. Hvis den kemiske forbindelse består af et metal og et ikke-metal, skrives metallet først. Hvis det består af to ikke-metaller, skrives det i en bestemt rækkefølge. Hvis to stoffer indeholder samme grundstoffer, men et forskelligt antal atomer, skrives de anderledes. 1=mono, 2= di, 3= tri, 4=tetra, 5=penta, 6=heksa. For eksempel hedder CO2 kuldioxid.
Det er gratis at oprette en konto