Når folk siger ordet Taco, begynder ens mund straks at løbe i vand. Kan man forvente andet? Fordi når en person bare siger ordet eller antyder det, kommer man selvfølgelig til at tænke på den sprøde skal, det saftige og stærke kød og den lækre salsa. Man for næsten lyst til at slå ihjel for en Taco. Hvis man først har lavet en Taco i sit liv. Glemmer man det aldrig. Ligesom at køre på cykel, bare man havde nemmere ved at lave en Taco. Det var jo nemmere at lave en Taco som toårig end at køre på cykel, man ved jo ikke hvorfor sådan er det jo bare. Ligesom man aldrig glemmer første gang man cyklede, glemmer man heller aldrig den første gang man spiste en Taco. Det var dengang piger stadig legede med dukker, den gang drenge troede piger havde pigelus og dengang man stadig spiste Tacofyld på pandekager. Ad hvor ulækkert. Men man kan stadig huske hvordan ens lille buttede hånd rakte efter en lækker Tacoskal, puttede en god klat kød på, selvfølgelig med mors hjælp og så en spiseske med Tacosauce. Det var en duet på ens smagsløg, som om der var en kongelig ballet i gang på ens tunge. En duel mellem elementer hvis man vil. Den stærke aura fra Tacoen mod ens mundspyt. Det var legendarisk. Nogle idioter vil måske spørge: ”Hvordan kan man dog tillade en baby at få sådan noget mad”. Hvis man stjæler madglæder fra små børn. Så stjæl da også skoleelevers skolebøger, alkoholikeres alkohol og modellernes falske øjenvipper og silikonebryster. ”Det er bare ikke rigtig”. Mumler man, mens man inderst inde tænker ”Rend mig”.
Det er gratis at oprette en konto