Efterårsaften

.. Så hun en mørk skikkelse i bevægelse. Hun tænkte på dengang hun var lykkelig. Hvor alt var fuldstændigt perfekt. Så hun syner? Eller var der virkelig en mørk skikkelse, der kom nærmere og nærmere? Dengang hun havde et ordentligt liv. Intet er som før. Hun havde mistet alt. Skikkelsen var virkelig tæt på nu. Kunne det passe, at nogen havde fundet hende? Eller var det bare den skizofrene del af hende, der kom frem? Lugten af fugt spredte sig i hendes næse, mens lyden af råddent træ der knirker, generede hende. Jeg kunne vel bare smide den gyngestol ud? Hun kunne ikke koncentrere sig, og hun kunne ikke fokusere på den mørke skikkelse, som næsten var helt henne ved tårnet nu. En tåre fra fortiden trillede ned af hendes kind. At man kunne miste alt på så kort tid? Hun tørrede tåren væk med en bestemt tanke om, at hun for længst havde lagt det bag sig. I starten følte hun sig tryk bag de tilgroede mure. Intet kunne røre hende her. Nu var det som om trygheden var blæst væk, som et af de hundrede blade vinden tager hvert minut. Hver en tomme af det runde tårnkammer føltes nu som ubeskriveligt langt væk. Hendes hjerne bad hende gemme sig. Men hendes magre krop stod stille. Hun var forsvarsløs. Det føltes som om hendes hjerte endelig begyndte at slå. Hurtigere og hurtigere, til sidst hamrede det som besat i hendes svage bryst. Det fik hende til at falde om. Nu kunne hun høre tunge skridt op ad den kolde lange trappe, som hun tidligere havde slæbt sin blege magre krop op af. Hun trillede hen til muren længst fra trappeopgangen og bad til at skikkelsen ville overse hende og vende om. Alle lyde føltes som tortur. Hele verden stod stille, mens hun holdte vejret. Nu stoppede de tunge skridt lige ved det sidste, der førte op til tårnkammeret, hvor hun befandt sig. Det kolde stengulv føltes som knivstik mod hendes underernærede krop. Hvor længe skulle hun holde vejret? Hun lukkede øjnene. Pludselig var hun et helt andet sted. Hun var hjemme i den by som tidligere havde været sted for hendes hus. Hun gik rundt og kiggede på de mennesker, som befandt sig der. De lignede sig selv. Kunne det passe? Pludselig så hun hendes bror gå med en flok af hans venner. Hun kaldte, men fik ingen svar. Han kiggede ikke engang hendes vej. Hun løb efter ham, havde pludselig en masse energi. Hun greb ham i armen, men kunne intet mærke. Han reagerede heller ikke, da hun sagde hans navn. Hvad var det her for noget? Hun gik hjem til det hus, hun havde boet i før. Der var stille. Hendes forældre var hjemme. De sad og græd. Hun ville trøste dem, men nåede aldrig at sige noget til dem, før noget hårdt pludselig ramte hendes skuldre og rystede hende. Hun kunne intet se, før en stemme skreg at hun skulle vågne. Det var den mørke skikkelse som viste sig at være en politimand. Han sagde, at hun ikke skulle være bange. Han gjorde hende ikke ondt. Greb så omkring hende og bar hende med. Hun lukkede øjnene igen. Denne gang cyklede hun. Hun var på vej hjem. For enden af hendes vej stoppede hun op. Hun kiggede med frygt mod hendes hus. Der var en masse politibiler, og en rødhvid afspærring dækkede det meste af deres grund. Hun smed cyklen og løb mod deres indkørsel. Der sad en pige og rystede bag i en ambulance. Det var hende selv. Hun vendte sig mod huset hvor en masse mænd i hvide gummidragter passerede deres hoveddør som var det en indgang til metroen. Hun gik derhen med forsigtige skridt. Der var ingen, der opdagede hende. Hun gik ind i huset. Det første syn, der mødte hende, var blodige håndaftryk på murene. I bryggerset, i køkkenet, i stuen, overalt. Gulvet var også blodigt, pludselig så hendes øjne det første lig. Det lå i stuen ved sofaen med blod over det hele. Hun blev bange. Og løb rundt i hele huset. Der var tre personer i alt: Hendes mor, hendes far, og hendes bror. Hun skreg. Hun ville væk derfra, men kunne ikke komme nogen steder. Hun troede ikke hun skulle pines med at opleve det igen. Hun havde omsider glemt det frygtelige syn af hendes families døde kroppe, og så skulle hun pludselig til at opleve det igen? Hun vågnede i politimandes favn, han var blevet bekymret, da hun begyndte at skrige. Han kiggede hende i øjnene. Bare rolig sagde han. Jeg er hos dig, og der sker ikke noget. Hun spurgte ham med den sidste stemme hun havde: ”Var det en drøm?” Han fik blanke øjne, og selv i den kolde mørke nat kunne hun se, at han var ked af det. ”Nej, det var det desværre ikke” Han vidste hvad hun mente.