Og nu vil de bære mig væk og save mig til pindebrænde - jeg har endda så meget at fortælle.
Jeg var så stolt den dag de skar mig ud og satte mig sammen på fabrikken, den vidunderlige følelse at blive sat sammen og forenet. Dagene gik, jeg lå glad og tilfreds på lageret og ventede på min chance, ventede på at komme ud i den friske luft. Den dag, de satte mig i parken, husker jeg som i går, der duftede af jasminer, og børnene løb rundt og legede, jeg holdt min position og ventede på at prøve at føle et menneskes varme på mine kolde træbrædder. Den første, der satte sig, var en mand der kom løbende i løst hængende jakkesæt med et forvildet udtryk i ansigtet. Han satte sig på mig, det var ikke så godt, som de andre bænke havde lovet mig, men stadig en god fornemmelse.
Manden kiggede sig lidt omkring, man kunne se en vis angst i hans blodskudte øjne, han var vist kun i starten af trediverne. Han kiggede sig rundt omkring, før han hurtigt tog sin bryllups-ring af og smed den direkte i skraldespanden, før han igen forlod mig.
Tiden gik, og mennesker kom og gik, jeg følte mig alene, der var som om, at de slet ikke kunne føle min glæde, og bare så mig som et simpelt stykke træ uden følelser, indtil den dag hvor jeg mødte manden igen. Han kom gående, nærmest hoppende af glæde med en ung, smuk og gravid pige, de fjantede rundt i parken som et par teenagere før de satte sig på mig. Det var dejligt at se manden i bedre humør, det klædte ham. Denne gang havde han en ny bryllups-ring.”Er det ikke en fantastisk følelse at være Fru. Emil Hansen?” spurgte manden sin tilsyneladende brud. Sådan fortsatte deres små kærlighedserklæringer, det var næsten som om jeg blev forelsket. De fjantede videre væk fra mig igen.
Det er gratis at oprette en konto