Frøkongen

I gode gamle dage, havde en konge mange døtre, de var alle sammen smukke, men den yngste var så lækker at selv solen undrede sig over det. I nærheden af slotten var der en mørk skov og under en lindetræ var der en brønd, hvis dagene er meget varme så gaar hun altid til brønden og naar hun keder jeg tar hun en bold med. Så kaster hun bolden op i luften og fanger den igen.

Men en dag var det så sådan at hun ikke greb bolden og den faldt i brønde. Desværre var den så dyb at man ingen gang kunne se bunden. Da hun så det begyndte hun meget at græde. Og så højt at man næsten kunne tænke at hun skreg. Kort efter kom der så en der spurgte hende: ”Hvad så (Kongens datter). Hvorfor skriger du sådan?” Hun så lidt omkring og fik fat i en frøg der svimmede i vandet. ”Når det er dig, gamle vandråtte” sagde hun til frøgen, ”jeg græder fordi jeg har tabt min kugle ned i brønden.” ”Lad vær med at græde. Jeg skal nok henter dit legetøj op igen, men hvad for jeg får det?”

”Hvad vil du have får det, søde frøg?” spurgte hun, ”vil du have mit tøj, mine perler, edelsten eller min krone jeg har på nu?” ”alle de ting kan jeg ikke lide”, sagde frøgen, ”men hvis du giver mig lov til at være din hjælper, legekamerat, og hvis jeg må spise fra din gyldne terlerken og drikke af din glas, og hvis jeg må sove i din seng, så skal jeg nok hente din gyldne kugle op igen.” , sagde frøgen. ”åh, ja.” sagde hun, ”jeg lover alt hvad du vil, kære frøg, bar du henter mig min kugle.” men stille for sig selv tænkte hun:”Som om. Frøgen snakker bare løs, den kan da aldrig være menneskets hjælper.”