Forældre

Da jeg kom til verden for mange år siden, var det et mirakel for min mor og far. Jeg skreg og var helt umuligt, jeg havde jo ligget trygt og varmt inde i mors mave, og så blev man skudt ud i denne grusomme og kolde verden sådan uden videre. Men de begyndte at holde om mig, varme mig og give mig mad. Med tiden lærte jeg at de der elsker mig er mine forældre, de vil tage sig af mig, trøste mig når jeg græder og hjælpe mig så godt de kan igennem livet. Mens man vokser op er de forbilleder for en, ligesom en tegneserie helt, man ser op til dem på alle mulige måder, man vil være som dem. Vi forguder dem og prøver hele tiden på at få deres utilstrækkelige opmærksomhed. Men ønsker at de hele tiden skal rose en og opdage hvor dygtig og velopdragen man har været, man vil hele tiden lege og ønsker at være centrum for deres opmærksomhed, vi vil være sammen med dem døgnet rundt. De viser glæde og varme når de ser på en, og man vil gøre alt for at fastholde det. Det kan godt ske at man nogen gange opfører sig forkælet og man vil hele tiden have det man ønsker. De lærer os at der grænser for hvad vi kan få og ikke få, og at slikbutikken ikke er nogen "tag-selv-bar" selv om at det ikke er noget vi vil erkende som små. Man bliver en selvstændig teenager og glæden for forældrene er helt forsvundet, nu er de dem der lige pludselig skal bestemme alting over en, hvad man må og ikke må. Man er i gang med at udvikle sig til en voksen, til at tage ansvar. Forældrene savner de gamle dage da man var lille, dengang man var sammen hele tiden og ens opmærksomhed hvilede på dem. Men vi vil ikke længere være et lille barn, vi vil ud i verden, stå på egne ben og være selvstændig. De vil bestemme over en og det bliver for meget, nogen gange vil man jo bare være for sig selv og det har de svært ved at forstå. De virker pludselig så gamle, som om alting er blevet for nyt og moderne for dem, de kan ikke følge med mere. Ikke engang en mobil og at skrive disse såkaldte sms'er kan de finde ud af. Og denne "nye" computer og Internettet tager dem lang tid at finde ud af. Det er som om tiden er gået i stå for dem. Den musik man hører er åbenbart heller ikke rigtig mere, de vil bestemme over en. Have den kontrol de havde dengang man var lille og medgørlig. Man prøver på at være sød overfor dem, prøver på at forstå dem, man tit bryder man ud i vrede, frustration og irritation over deres overbeskyttende holdninger. Hvorfor kan de ikke bare lade en leve, og udvikle sig, tænker man nogen gange. Hvad skal de i mit liv, når de er så unødvendige? Eller er de så unødvendige, i virkeligheden har man vel rigtig meget brug for dem, til at være der for en og beskytte en når man har brug for det. Man begiver sig lige så stille og naturligt ud i nattelivet, og her skal man høre for at man skal passe på med alkoholen. Nu er det åbenbart heller ikke de rigtige venner eller bekendte man omgås og er sammen med. Man må da selv bestemme hvilke venner man har, og nogen gange skal de bare prøve på at respektere at man ikke længere er et lille barn, som hele tiden gør hvad de siger. De hader når de ikke har kontrol over, hvad man går og laver, f.eks til festerne, de vil vide alt. Sådan føles det i hvert fald. Lad mig nu bare være alene. Men når de så gør det, vil man alligevel ikke have det. På den måde må det være svært at være forældre. Vide hvornår man skal blande sig, og hvornår man bare skal blande sig udenom. Men når man virkelig tænker, så elsker man dem jo stadig, for altid at have været der, men i den stressede hverdag tænker man ikke så meget over hvad man gør og siger hele tiden. Man vil jo stadigvæk gøre dem glade og tilfredse, men ikke på linie som før, dengang man var mindre. Der er hele tiden noget som ændrer sig i ens eget liv, man bliver påvirket af hvad medierne, venner og familien siger, og nogen gange har man svært ved at vælge. Man giver dem lidt op, og det føles som om de blot syntes at man er et håbløst tilfælde. Hvad skal man da stille op med dem? De er kun til besvær, i vejen og skyld i ens egne problemer, og hvor er de dog kedelige. Man tør næsten ikke fortælle om den nye kæreste eller weekendens fest, for man tror de vil skamme sig over den man nu er blevet til. Man vil have at de stadig skal se en som den artige pige eller dreng der gør sine ting ordentligt, laver sine lektier lige efter skole og har styr på alting i livet. De burde vide det, de har selv været igennem det da de var unge, hvorfor tænker de ikke bare tilbage og tænker på hvordan det var og hvad de følte dengang, så kunne de bedre forstå mig. Udannelsen begynder, og man trækker sig stille og roligt ud af forældrenes trygge og sikre favn. Man tænker ikke så meget på dem som førhen, men de er der ligesom bare. Livet har fået en ny indfaldsvinkel, som man skal til tage stilling til. Man flytter væk fra det trygge barndomshjem, en lejlighed måske. Og her har man travlt med at få et nyt liv oppe at køre. Pludselig ser man hvor svært det er at passe alting selv, nu er man er ikke længere noget barn. Vi drømmer os nogle gange tilbage til den tid hvor man syntes at alting var så let og ligetil. Tilbage til den tid hvor man var så fri, og man havde sine forældre til at beskytte sig. Man står utroligt ubeskyttet og sårbar tilbage. Det bliver hårdt en tid, man har mangel på penge, har måske forhold til nogen som ikke er som de burde. Forældrene glemmes, og må minde en om at man skal huske at besøge forældrene. Man får skyldfølelse over den manglende tid til at besøge dem. Over at der nu er kommet nye udfordringer i tilværelsen, som man nu skal til at tage sig af. Vasketøjet står blot og hober sig op, og man vælger den hurtige løsning hvad mad angår. Man vil ikke vise sine forældre det, så man lader dem kun komme en sjælden gang, når alting syntes perfekt i det nye hus eller lejligheden. Man har så travlt med at levet livet, mens man endnu har det, og man skøjter rundt for at følge med i den moderne tid. Forældrene kommer nu igen ind i billedet, nu da man har overstået det hele. Man har nu fået den kæreste man så længe ledte efter i sine ungdomsår. Jo, livet syntes nu ganske idyllisk for første gang. Forældrene kan ikke følge med, men det er som om det ikke gør så meget mere, de skal nu helst bare være der som de altid har været. Man overvejer nu kraftigt selv at få børn. Da de kommer, oplever man hvordan forældrene sikkert måtte have følt det da man var lille. De udvikler sig, som man selv gjordet det dengang, og man funderer ofte over hvordan det hele sker så ens som før. Igen kommer der nye ting ind i den nye moderne tid, som man også kaldte det dengang man var ung, men det er dog blevet gammeldags nu. Disse nye ting syntes som en gåde. Når de vokser op, kommer man pludselig i en situation, hvor man føler sig gammeldags, og historien fra da man selv var teenager gentages, rollerne er blot byttet rundt nu. Nu er det en selv som er forælder, og man prøver desperat at følge med, og leve i nuet. Man vil gøre alt for ikke at begå de samme fejltagelser som sine egen forældre gjorde, man ser sig selv som en gentagelse af sine forældre. Vi vil bestemme det hele, og mærke vreden fra det aggressive barn, der alt for hurtigt prøver på at blive voksen. Tingene sker pludseligt meget stærkt, og man får svært ved at følge med. Nu funderer man over om man er god nok til at være forældre. Ens egen forældrerolle forsvinder, og man længes nu efter de forældre man engang havde. Nu savner man dem, men de er blot blevet til et lille, støvet og gammelt billede oven på kaminhylden i den varme stue. Gud hvor man dog pludselig har så meget at sige til dem, så meget man aldrig fik sagt eller gjort. Men dette er blevet for sent nu, og man kan ikke gå tilbage. Kun lade dem leve i en selv, for inde i en selv er de nu allermest. De har efterladt noget inde i mig, noget ubeskriveligt, som man aldrig mærkede dengang. Jeg ved jo at de altid var der for mig, og sørgede for mig da jeg havde brug for dem. Man har hele tiden elsket dem, men ikke altid vist dem det, man vil ønske at man noget før havde set hvor stor en betydning de virkelig havde dengang. Jeg ville ønske de virkelig vidste det, selv om at jeg har gjort oprør, og vist alt andet end kærlighed, så har jeg jo altid elsket dem. Som da jeg var lille sagde min mor også altid, de skældte mig kun ud, fordi de elskede mig. Forholdet til forældrene vil altid ændres igennem livet. Først elsker og forguder man dem, så hader man dem virkelig inderligt, og til sidst når det er for sent savner man dem.