Alle elsker og holder af deres forældre, i hvert fald på et eller andet tidspunkt i deres liv. Selvom de kan være de mest belastende, mest uforståelige og irriterende forældre, så holder vi jo af dem et sted inderst inde. For uanset hvad der sker, kan vi ikke komme udenom at det er vores forældre. Det vil de altid være. Det er ikke som på facebook, hvor du bare kan slette dem som forældre. Du er født under den titel, at du er deres barn og at de er dine forældre. Til tider er de jo fantastiske at have. En mor der vasker ens tøj, en far der ordner ens cykel, nogle forældre der sørger for at der er mad på bordet hver dag. De gør hvad de kan for at du trives og har det godt.
Som lille er du utrolig afhængig af dine forældre. Hvad de gør, gør du som regel også. Selv husker jeg det tydeligt. Det ens forældre gjorde var det rigtige. Sådan var det. Vi så op til dem og spurgte altid om deres mening. Det var dem som købte vores tøj og bestemte hvordan vi så ud. Selv hårbåndet - som for mig nu er det grimmeste hårbånd jeg længe har set – blev sat i mit hår næsten hver eneste dag. Jeg kan huske at spørgsmålet om hvem man elsker mest af sin mor eller far blev stillet- ikke af forældrene, men blandt kammeraterne- så mange gange. Og det var jo en selvfølge at sige at man elskede dem lige højt. Når jeg nu – som en besværlig teenager – sidder og skriver dette, kommer jeg til at tænke over, hvad de andre havde tænkt hvis jeg havde sagt at jeg ikke elskede dem. For den tanke flyver da igennem ens hoved som teenager, når ens forældre kan være så uforståelige og trælse? Men selvfølgelig elsker vi vores forældre. I det lange træk. Men tænk hvis man havde sagt at man ikke gjorde. Det er svært at forestille sig havde de andre havde sagt? For det siger man bare ikke som lille. Ens forældre betyder så meget for en som barn så den tanke har overhovedet ikke strejfet mig før nu. Det er bare ét eksempel på hvordan ens opfattelse af forældre ændrer sig gennem årene.
Det er gratis at oprette en konto