Manden, konen og deres 5 år gamle søn udgør en ganske almindelig middelklassefamilie med et typisk halvtredseragtigt familiemønster. Mandens magtbegær og higen efter kontrol er hovedingrediensen i Tove Ditlevsens novelle fra 1963.
Konen er den nervøse, bange, undertrykte og konfliktsky type, der glatter ud hvor manden har krøllet sammen. Hun er ham underdanig og ganske utilpas i hans nærvær: ”I spejlet smilede hun til ham, usikkert, brødebetynget (…)” (s. 86 l.38-39) Og da hun servicerer ham ved morgenbordet: ”Moderen hældte kaffe i mandens kop. Hendes hånd rystede.”( s. 87 l. 31) I forholdet til sin søn er hun den omsorgsfulde og kærlige mor: ”Spis nu din grød, min skat. Hun klappede barnet på hovedet.” (s. 87-88 l. 43-44) Drengen ligger også under for sin fars kontrollerende og dominerende adfærd: ”Barnet undgik hans blik og rokkede nervøst på stolen.” (s. 86 l. 67)
Manden er et følelseskoldt og anklagende væsen, som er generelt utilfreds med alt, samt enestående til at skyde skylden på andre. Sandsynligvis var han ikke blevet gift med Ester: ”(…) hvis det ikke pludselig var blevet nødvendigt.” (s. 85 l. 28) Sønnens noget usikre væremåde er selvfølgelig også konens skyld: ”Hun ødelagde den dreng. Hun sugede al selvstændighed ud af kroppen på ham med sin moderpylrethed (…).” (s. 86 l. 46-47) Samt ”Han havde den samme veghed over sine træk som hun.”(s.89 l.12-13) Endvidere er hustruen samt sønnen skyld i hans utilfredshed med sit tilværelse: ”Han tænkte ofte: mit liv ville have formet sig ganske anderledes, hvis de ikke havde været.” (s. 85 l. 25-26) At familien, en gang imellem, er i hans tanker undskylder han med sin mentalitet og mener: ”De var som skygger i ham selv, tankefostre han ikke kunne slippe af med, produkter af en svaghed i ham, han af al magt forsøgte at overvinde.” (s. 85 l. 20-22) Som den frastødende og afskyelige personlighed han er, foragter han da også arbejdskollegaernes trang til at fremvise fotografier af deres afkom. Han ejer ikke empati og beskriver sig selv: ” (…) som et forstandsbetonet menneske, der foragter alt føleri.” (s. 85 l. 14) Der er heller ikke noget, der tyder på en jovial holdning, eller et stort behov for social omgang med andre mennesker. ” Henimod fyraften sad han og fløjtede i sit kontor. Gennem glasdøren så han, hvordan damerne vendte sig forbavset i deres stole. De plejede ikke at se deres strenge chef så munter.” (s. 89 l. 40-42) Han er nærmest angst for at knytte sig til et andet menneske eller en genstand, som han jo er blevet det i forholdet til sin dolk, sin kone og sin søn og i nævnte rækkefølge. For som den egocentrerede type han er, mener han, at ting og andre mennesker kun skal benyttes, når de kan bruges til et bestemt formål. Ellers kan det ende med, at man selv bliver draget fordel af. En passende ideologi for en mand der er: ”udpeget af skæbnen som et menneske, der skulle drive det vidt.” (s. 88 l. 73-74)
Det er gratis at oprette en konto