Altså hvis en af mine venner virkede lille smule mærkelig/ikke normal en dag, vil jeg nok spørge om der er sket noget. Så hvis der er noget galt ville jeg nok ikke blande mig hvis det nu var hjemme altså noget med familien. Jeg vil nok ikke blande mig, men give råd eller snakke. Jeg tænker at der er nok ikke noget jeg kan gøre, altså det er jo min vens liv. Jeg har det sådan, at jeg ikke vil blande mig i andres liv, altså hvis det er meget privat. Hvis det f. eks. er i klassen, at der er nogen der er ”uvenner” så vil jeg nok snakke med dem begge, som er uvenner med hinanden. Og gøre et eller andet, det kommer jo selvfølgeligt an på dem selv, om de gider eller ej, at blive venner igen. Jeg vil nok ikke blande mig hvis det er piger. For de er nogle gange svære at forstå. Hvis det var min ven der havde problemer, med kæresten ville jeg nok spørge om hvad der var galt og hvorfor. Jeg vil nok hjælpe ham med at komme over det, som f. eks hvis hans kæreste fandt en anden og droppede min ven. Jeg vil nok snakke med ham om han ikke bare skal droppe hende og finde en anden. Hvis det er min ven der tager stoffer og hvis jeg så opdager det, vil jeg nok blive meget overrasket på en negativ måde, jeg vil nok blive sur på ham, for det jo ikke så godt at ens ven tager stoffer. Jeg vil nok skynde mig at sige at det burde droppe stofferne eller vil jeg ikke være hans ven mere. For jeg tror at det er sådan at, hvis min ven tager stoffer, vil han nok få flere med sig. Altså at han vil nok prøve at få flere med til at tage stoffer. Så hvis jeg finder ud af at min ven tager stoffer, vi jeg nok sige det videre i klassen, så alle bliver mere opmærksomme på det. Jeg synes at det er mit ansvar at blande mig i sådan noget.
Det er gratis at oprette en konto