Mediernes rolle i samfundet

Der hersker vist ikke nogen tvivl om, at mediernes rolle i samfundet efterhånden er gået hen og blevet enorm. Ligegyldigt hvor vi befinder os, så er de der. De hænger som reklamer i byen, kommer i utallige aviser og findes i form af alverdens apparater i hjemmet, men hvad er det egentlig, de gør ved os? Hvilken rolle spiller de i nutidens samfund?

I sin kronik i Politiken, d. 14. marts 2002, fortæller Lasse Vöge, at der, pga. medierne, ikke længere findes nogen grænse mellem det private og det offentlige. Den er simpelthen forsvundet i takt med, at medierne er vundet frem, og Lasse Vöge har fuldkommen ret i sin påstand. Hvad end vi foretager os, så kan medierne på den ene eller den anden måde opsnuse det og offentliggøre det for hele landet – eller hele verden for den sags skyld, for vi stiller os ikke længere tilfredse med blot at blive informeret om lokale ting, såsom at pølsemanden har vundet 1500 kroner på en tipskupon, eller at byens fodboldhold har sejret for første gang i 34 kampe i serie 5. Nu er det også nødvendigt at vide, tilsyneladende ligegyldige, ting, som at den Japanske transportminister er trådt af, og at en brasiliansk fodboldspiller har haft to transvestitter på sit hotelværelse. På grund af nutidens teknologi kan sådanne nyheder nå fra den ene ende af verden til den anden på få minutter, og det gør, at vi bare skal vide mere og mere, men i stedet for kun at bringe de mest relevante nyheder, vælger medierne at bruge lige så meget krudt på at ødelægge de kendtes privatliv med store afsløringer om, hvad de foretager sig, når de ikke regner med at være i nærheden af pressefolk. Virkeligheden er bare, at de aldrig er alene. Medierne ved udmærket godt, at vi hungrer efter at høre den nyeste sladder, så de sørger hele tiden for, på den ene eller den anden måde, at følge med i alt, hvad de kendte laver, og hvis de pludselig står i den situation, at de ikke har nogle historier om dem, så finder de da bare selv på en. Medierne er blevet som kvinder i en strikkeklub. Sladderen flyver til alle sider, og vi hopper selv lige så stille ind i klubben, blot fordi vi ikke kan dy os for at finde ud af, hvad der menes, når der på forsiden af Se og Hør står: ”Joachim og Maries ægteskab i krise.” Ser vi den slags flyver tankerne igennem hovederne på os, og vi er bare nødt til at vide, hvad problemet er, men oftest viser det sig, at medierne bare smører tykt på og selv skaber krisen. F.eks. kan årsagen til eksemplet med Se og Hør blot være, at Marie er taget til Frankrig uden Joachim for at se sin familie, men hvor god en virkning vil det have, hvis det står på forsiden? Spørgsmålet er bare, om der ikke bliver gået lidt for meget op i de kendtes privatliv fra mediernes side, trods vores lyst til at høre om det. Dem, der oplevede det, eller bare har hørt om det, glemmer nok aldrig, da Prinsesse Diana på tragisk vis døde i en bilulykke – hvilket Lasse Vöge også nævner - fordi medierne var efter hende. På sådan et tidspunkt bør man nok overveje, om tingene går for vidt. Om vi bare skal lade de kendte være i fred. Omvendt kan man diskutere, om det i nogle tilfælde gavner os at høre om de kendtes privatliv. Det kan f.eks. være meget brugbart at vide, hvis en politiker får udført sort arbejde i hjemmet. Det vil være en fuldstændig uacceptabel ting, som borgerne har gavn af at vide, da det ikke er forfærdelig smart at stemme sådan en person ind i folketinget.