“Parents can only give good advice or put them on the right paths, but the final forming of a person's character lies in their own hands.” (Anne Frank)
Indledning:
Forældre er nu en finurlig og uforståelig ting.
Hvorfor kan man både hade og elske sine forældre – det ene tidspunkt er man helt afhængig af dem og det andet tidspunkt vil man være uafhængig og behøver dem ikke. Biologisk set er man jo helt afhængig af éns forældre, eftersom man uden dem heller ikke selv ville være til. Man deler blod med dem, og det er de personer, der næsten har den aller største påvirkning på den du er og bliver.
Som spæd.
Som helt små børn kan man jo umuligt undvære dem, det er vel så dumt som en chokoladekage uden chokolade. Du bliver flittigt opdraget og dine forældre er meget overforsigtige mens du selv nyder deres nærvær og kæmper med venner om mest opmærksomhed. Som spædbarn bliver man jo bare glad for den utrolige mængde opmærksomhed og bliver næsten ked af det og trist hvis man ikke lige får opmærksomhed i bare fem minutter. Tror ikke der er mange der kan sige sig fra, at have været ualmindelig morsyg som mindre. Jeg har som helt lille stået i vinduet og kigget efter min mor, mens jeg ringede til hende og spurgte hvorfor hun ikke var kommet hjem endnu. Jeg erindrer en (hvis jeg dengang skulle sige det; tragisk) episode, hvor jeg ringede til min mor for at spørge hvornår hun kom hjem. Jeg var ikke ret gammel og kendte ikke noget til telefonsvareren. Da jeg så hørte hendes stemme sige at Kirsten ikke kan komme til telefonen lige nu, troede jeg det var noget fis hun sagde fordi hun ikke gad snakke med mig. Og jeg blev ved med at ringe og skrige i telefonen. Nu kan jeg se hvor dumt det var.
Det er gratis at oprette en konto