Vi er alle lige, og alle har noget at skal have sagt, men hvor befinder grænsen sig? I Danmark er ytringsfriheden en af de højst skattede rettigheder, men der er stadigvæk mennesker som ikke får lov til at sige hvad de mener. Er det hvad vi kalder for ytringsfrihed i dag??
Jeg mener bestemt at når vi har ytringsfrihed i Danmark har enhver borger ret til at give sin mening i fred. Det gælder uanset om det er i tale, på skrift, i billeder, i kunstnerisk eller i musikalsk form. Og vel at mærke uden vilkårlige indgreb fra statsmagten. Der er dog få steder som på arbejdspladsen, hvor man har tavshedspligt, og hvor det ikke er tilladt at ytre sig. Dette respekterer jeg fuldt ud. I Danmark ser vi sjældent, hvis ikke aldrig, at ytringsfriheden bliver frataget os uden retmæssig grund. Men kigger vi mod sydøst, er sagen en helt anden. I Irak er retten til ytringsfrihed først nu ved at vende tilbage efter at befolkningen i årtier har været kneblet af regeringen med Saddam Hussein i spidsen. Deres Tv blev styret fuldstændig af regeringen og de måtte ikke demonstrere imod det. Med andre ord – gør som din far siger eller få slag. Her kommer så demokratiet ind i billedet. Jeg mener at uden demokrati kan der ikke være noget ytringsfrihed, fordi hvis der ikke er demokrati i et land, får man nok sjældent ret til at ytre sig og vise at man f.eks. er utilfreds med regeringen.
Det er gratis at oprette en konto