Ytringsfrihed og hate speech: en diskussion

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres” sådan beskrives ytringsfrihed i grundlovens paragraf 77. Ytringsfrihed er en grundlæggende rettighed og et vigtigt element for et velfungerende demokrati. Evnen til frit at udtrykke vores tanker, meninger og ideer er ikke kun en kilde til debat og demokratisk deltagelse, men også en afgørende ingrediens i vores individuelle frihed. Alligevel diskuteres det hyppigt, om der skal være grænser for, hvad man må sige. For har man lov til at ytre sig om alt, når for eksempel hate speech kan bruges som våben mod bestemte grupper baseret på faktorer såsom race, køn, religion eller seksualitet?

I en artikel fra Politiken 10.11.16 ”Hvor går ytringsfrihedens grænse?” diskuterer Jacob Mchangama som er direktør for tænketanken Justitia og Frederik Stjernfelt som er professor ved Aalborg Universitet, om der bør være grænser for ytringsfrihed. I artiklen har de to meget klare hovedsynspunkter til debatten, om der bør være grænser for ytringsfrihed. Deres første hovedsynspunkt er, at de mener at ytringsfriheden er et utilitaristisk princip. Dette synspunkt fremhæver ytringsfriheden som et redskab til at oplyse politiske beslutninger. Ytringsfriheden ses som et princip, der sikrer, at samfundet kan træffe politiske beslutninger på oplyst grundlag.