Analyse af Christoffer Guldbrandsens 'Den hemmelige krig'

Den hemmelige krig er en dokumentarisk film sat sammen af billeder, avisudsnit, nyhedsindslag og interviews.

Som anslag ser vi Hr. Anders Foghs valg sejr i år 2001. Kameraet følger i urolige nærbilleder den nye statsminister. For at danne en fornemmelse af konspirationer og mystik lægges der underlægningsmusik over billederne som derefter overlappes af en voice over, hvis formål er at underrette og sætte seerne ind i hvad problemstillingen er. Denne voice over bliver brugt som ledetråd under hele filmen, og samler op, drejer og nuancerer filmen alt efter instruktørens præmis. En altafgørende ting for denne dokumentarfilm.

I anslaget bliver vi via nyhedsudsnit og citater fra mediekulturen kort sat ind i Foghs ønske om at uddelegere danske soldater til Afghanistan, og på hvilke præmisser. Fra Fogh bliver valgt til statsminister, til at de danske soldater bliver sendt til Afghanistan bliver alt sammen vist i et kronologisk forløb.

Efter anslaget kommer en præsentationsscenerne, dette er klip fra Anders Foghs nytårs tale hvor han melder klart ud at vi skal gøre det op med terrorister og andre fanatiske religiøse efter dette bliver der krydsklippet til en masse tortur metoder som er blevet brugt under Amerikanske forhør. Dette får Hr. Fogh til at virke særdeles utroværdig og nederdrægtig, og det giver seerne et billede af Anders Fogh under hele denne film. Samme underlægningsmusik som nævnt tidligere udnyttes adskillige gange i situationer hvor instruktøren ønsker at mystificere noget. Spørgsmålet om denne dokumentar er objektiv, er allerede blevet forkastet da sådan noget som underlægnings musik er meget stemningsbetonet alt efter hvilken musik der er tale om. En god måde at føre seerne bag lyset og bøje deres meninger på.