Hansen så med trætte og opgivende øjne på sit fjernsyn. Han gabte og tvivlede på om han orkede at se nyhederne. Han vidste alligevel hvad udsendelsen ville handle om. Det tredje mord på Fanø denne sommer. Hansen var kriminalkommissær hos Esbjerg Politi. Han var en rutineret herre indenfor faget, og det kunne tydeligt ses. Hans grå hår var begyndt at falde af, og han kunne snart ikke se ud af øjnene mere, pga. al den overflødige hud han havde på øjenlovene. Fanø havde ikke sit egen politikorps, og hørte derfor ind under Esbjerg. Dette mord var på den kun 12-årige pige Luise Mikkelsen. Tidligere var 14-årige Kathrine Josefsen og 15-årige Camilla Petersen også blevet brutalt dræbt. Det lugtede meget af en seriemorder. Hansen havde selv været ude på gerningsstederne og alle gange havde det samme syn ramt hans udkørte øjne. En ung pige, hvis liv var på nippet til at begynde, var blevet voldtaget, tævet, kvalt og til sidst smidt i fjorden. Til alt held for politiet var der lystfiskertræf omkring Fanø denne måned, og derfor var ligene forholdsvis let blevet fundet.
Hansen boede alene i udkanten af Esbjerg. Hans tidligere kone forlod ham for 8 år siden. Hun mente han var for kedelig og gik alt for meget op i sit arbejde. Han levede derfor alene. Siden konen forlod ham, havde Hansen levet i sin egen lille cirkel. Hans dag var planlagt på forhånd og alt kørte i den vante rutine. Op kl. 6.00, en smøg og en kop kaffe, og derfor ind på stationen, arbejde, hjem, se tv og i seng. Hansen kørte rundt i en grøn Suzuki Swift, som var noget af det eneste han gik op i. Biler. På stationen var der gang i efterforskningen. Hele korpset var sat på den samme sag. At finde morderen. Hansen havde ingen rigtige venner. Han var meget indadvendt og levede i sin cirkel. Det nærmeste han kom på en ven, var hans kollega Michael Bjarne (M.B). M.B var Hansens assistent. Han var en ung mand midt i trediverne, med masser af gåpåmod. Man kunne se det på hans veltrænede krop og ildglødene øjne. Hansen skulle lede efterforskningen af sagen. Han orkede det ikke, men vidste når han først kom igang ville han gå op i det med liv og sjæl. Politiet stod på bar bund. Det var sommer, mange var på ferie, og varmen var dræbende. Det eneste de havde at gå efter var et vidne som havde set Luise på dagen, hvor hendes lig var blevet fundet. Vidnet hed Gustav, og havde eftersignede set Luise omkring kl. 12.15 på havnen. De fleste på Fanø kendte hinanden, og alle var samlet på havnen under det årlige lystfiskertræf. Kriminalkommissæren var selv kørt ud til Gustav. Han fortalte, at han havde set Luise gå rundt på havnen. Hun lignede en som ledte og efter noget, og så meget forvirret ud. Hendes hår var uglet, og hun så utrolig træt og tvær ud. Gustav havde lagt mærke til dette, netop fordi Luise havde spurgt ham om han havde set en mørkhåret mand, men også fordi Luise altid plejede at være fuld af liv. M.B noterede dette, Hansen sagde farvel, og de kørte sammen med stationen. Sporet var nu en mørkhåret mand.
Det er gratis at oprette en konto