Tiden det tog for ham at komme op til skiltet føltes for ham som flere timer. Smerten i armen var næsten uudholdelig, men han lagde næsten ikke mærke til det mere, for kulden var begyndt at gå igennem hans tøj. Hans fødder og fingre var allerede følelsesløse, og fra dem sneg kulden sig videre ind i hans krop. Han kiggede op, for at se hvor langt der var til skiltet, men han kunne ikke se det mere. Sneen faldt så tæt at han ikke kunne se andet, end vejen han lå på. Han så hvordan, blodet fra det sår han havde på benet løb ud i sneen og gjorde den rød, men han var lige glad. Han vidste, at han ikke ville komme længere end til det sted, hvor han lå nu, og det var han glad for.
”Ring ring ring” Det var telefonen der ringede. Jeg kiggede på uret, kl. var kun halv fire!? Hvad tænker folk i den her by dog på? Jeg stod op og gik hen til telefonen.
”Ja, hallo?” sagde jeg med en stemme, der lød som om, jeg stadig sov.
”Er det kriminalkommissær Parker” sagde stemmen i den anden ende af røret
”Ja, det er mig” svarede jeg og begyndte at vågne lidt mere op. ”Hvad kan jeg hjælpe dem med?”
Det er gratis at oprette en konto